Telemedicin i Grønland giver øjenkontakt
I Grønland er der et politisk ønske om, at alle borgere skal have lige adgang til sundhedsvæsenet. Her er telemedicin et vigtigt redskab.
Af Uffe Wilken, uw@polarfronten.dk
Værelset ligger hen i en dunkel belysning. Der bliver kigget dybt i øjnene. Men stemningen er ikke romantisk, snarere dybt koncentreret. For øjnene, der kigger, tilhører en sygeplejerske på Steno Diabetes Center i Gentofte. Hun er ved at undersøge et øje i et nærbillede, der udfylder hele den ene af de to store skærme. Øjet tilhører en patient i Grønland, som screenes for følgevirkningerne af diabetes. Hele set-up’et er en del af det, der kaldes telemedicin. Netop i Grønland, med de logistiske udfordringer landet har, er telemedicin særdeles anvendeligt. Lægen Michael Lynge Pedersen fra Sundhedscentret på Dronning Ingrids Hospital (DIH) i Nuuk forklarer:
”Det bliver brugt over hele Grønland til rigtig meget. Telefonisk samarbejde om patientbehandling har både internt i Grønland og i andre lande været anvendt i årtier. Jeg husker, at der i 1990’erne blev faxet EKG’er mv. til medicinsk afdeling og tegning af brud set ved røntgenbilleder til DIH fra distriktssygehusene.”
”Også i 90’erne begyndte tele-hjertescanning, hvor læger på Rigshospitalet kiggede med på undersøgelsen, som blev foretaget på DIH. Der blev også foretaget videosamtaler med patienter fra bygder i begrænset omfang. I løbet de sidste to årtier har det taget fart med digitale laboratorie- og røntgensystemer, fælles journalsystemer, patientnært måleudstyr, videokonsultationsmuligheder med mere.”
”Mange fag i Grønland arbejder nu med telemedicin – fx psykiaterne, der har samtaler med depressive patienter, tele-neurologi, hvor patienter undersøges lokalt i samarbejde med nervelæge. Hele hudområdet, hvor man kan tage billeder og få en hudlæge til at kigge på dem og vurdere, hvad det drejer sig om.”
En forlænget arm på kysten
En af de sundhedsfaglige medarbejdere, der har fingeren på pulsen, er afdelingsleder i Peqqik Data, Marianne Eberhard. Hun fortæller, at med neurologiske sygdomme som epilepsi, hovedpine, svimmelhed og især Parkinson, er telemedicin brugt med gode erfaringer – og hun ser netop behandlingen af Parkinson som en af telemedicinens mange succeshistorier. Om det rent praktiske forløb siger hun:
”Ude på kysten sidder der sundhedspersonale, der er blevet undervist i de her sygdomme. De ved, hvad neurologen har brug for at vide, når der kommer en patient med Parkinson, og hvad skal de være særlig opmærksomme på. Når de sidder ved siden af patienten og snakker med neurologen i Nuuk, så fungerer de som lægens forlængede arm. De undersøger reflekserne og ved, hvordan det skal gøres. Samtidig kan lægen se, hvordan patienten reagerer på slaget med reflekshammeren, se øjenbevægelser og gangfunktion, og om patienten reagerer, som han skal.”
Begrænsninger og fejlbehandlinger
På spørgsmålet om begrænsningerne ved telemedicin, udbryder Marianne Eberhard:
”Når man skal skære – der ligger begrænsningen! Når man sidder skærm til skærm, ser jeg dig kun fra brystet og opad. Når du på en klinik går ud og henter patienten i venteværelset, får du et helhedsindtryk – hvordan bevæger patienten sig og bliver han forpustet. En hel masse ting man observerer i løbet af de måske 10 meter, man går sammen. Når man sidder skærm til skærm, skal man sørge for at få de observationer med.”
Og med hensyn til risiko for fejlbehandling mener Marianne Eberhard:
”Det er lægens ansvar at vurdere, om hun på baggrund af en konsultation kan give en kvalificeret behandling. Kræver det, at hun ser patienten fysisk. Så umiddelbart tror jeg ikke, der er den store risiko. Inden for neurologien er det vigtigt at høre sygehistorien – symptomer, og hvornår de opleves. Det er meget dialogen, der er med til at stille diagnosen.”
”Der, hvor der er udfordringer, er, om der bliver fulgt op på tingene. Hvis lægen i Nuuk siger, at patienten i Ilulissat skal have ændret sin dosis medicin, så skal vi sørge for, at det sker. At patienten virkelig går op på det lokale apotek og får ændret på sin dosis.”
Vellykket kopieringsfidus
Tilbage i det dunkle rum på Steno Diabetes Center i Gentofte fortæller overlæge, professor Henrik Lund-Andersen, om en anden af telemedicinens successer – screening for diabetisk retinopati:
Arkivfoto (Uffe Wilken).
”Diabetisk retinopati opstår, når en person har forhøjet blodsukker. Det har en masse skadelige virkninger på bl.a. øjnene. Bliver de ikke behandlet, er der risiko for blindhedstruende forandringer. I Grønland er der ikke så mange med øjenforandringer endnu. Det tager tid, før det høje blodsukker, der hører til ændret livsstil, slår igennem. Hvor længe ved vi ikke endnu.”
”Vi fotograferer øjnene for at se på billederne, om der er forandringer, som er forud for de synstruende forandringer. Så kan vi sætte ind med regulering af diabeten og øjenbehandling, før der kommer voldsomme følgevirkninger.”
Modellen, der bruges i Grønland, er kopieret fra Danmark. Henrik Lund-Andersen forklarer:
”Jeg byggede screeningen af diabetisk øjensygdom op i RegionH med Steno DC som centrum. Modellen er baseret på, at vi har placeret fotoapparater ud over alle diabetesambulatorier i hele København. Når diabetikeren kommer forbi, tager sygeplejersken et billede, som bliver sendt til vores hovedstation. Her ser vi, om der er forandringer, og om vi skal gribe ind.”
”Så kom ønsket om at screene i Grønland. Fidusen er, at vi har uddannet grønlænderne til at tage billeder, at måle tryk, synsstyrke osv., og vi har en meget dygtig, lokal arbejdskraft deroppe. De sender data, og vi vurderer det hele. Nu har vi apparaterne stående ni steder på vestkysten samt i Tasiilaq på Østkysten.”
Bruges også til…
Med en pris pr. apparat på ca. 1-1½ mio. kroner er det en nærliggende tanke at spørge, om apparaterne også kan bruges til andet end diabetespatienter. Henrik Lund-Andersen siger:
”Det er jo ikke hver dag, vi bruger det – så mange diabetikere er der ikke. Men udstyret kan bruges generelt til telemedicin og øjensygdomme, når folk fejler alt mulig andet – fx et rødt øje eller aldersforandringer på nethinden eller nethindeløsning. Udstyret bruges til generel diagnostik, og der bliver taget dobbelt så mange billeder, som ikke har med diabetes at gøre. Vi kan stille diagnosen på ca. 95% af alle patienter ud fra det, vi får fra Grønland.”
Om fremtiden siger Michael Lynge Pedersen:
”Der er nu telemedicinsk udstyr i adskillige byer, som dermed dækker en stor del af befolkningen. Der er dog fortsat et stort potentiale og behov for at udvikle, udvide og optimere området yderligere.”
Kontakt:
Michael Lynge Pedersen, MILP@peqqik.gl
Marianne Eberhard, MAEB@peqqik.gl
Henrik Lund-Andersen, henrik.lund-andersen@regionh.dk
Introfoto: Telemedicinsk screening af grønlandsk øjenpatient på Steno Diabetes Center, Gentofte (foto: Uffe Wilken).
