Spæklampen og urinbaljen – det ultimative våben mod tupilakker

Kobler man de farverige grønlandske myter sammen med arkæologiske fund, opstår der nye måder at fortolke fortidens inuit på. Men myter hører ikke kun fortiden til. De lever i bedste velgående – og de er skræmmende!

Af Uffe Wilken uw@polarfronten.dk

Menneskets bagdel og vinterhusets bagvæg har noget til fælles. De afspejler begge stedet, hvor noget forlader noget andet. Hvad enten det er sjælen, der forlader sit menneske, eller en person, der forlader sin sociale sammenhæng i familien. I sit snart afsluttede ph.d.-projekt har den dansk-grønlandske arkæolog Asta Mønsted fra Københavns Universitet forsket i sammenhængen mellem grønlandske myter og arkæologiske fund.

Det er i Birgitte Sonnes omfattende database Grønlandske sagn og myter på Arktisk Institut, Asta Mønsted finder grundstoffet til sin forskning. Ideen til projektet opstod, da hun i sit speciale havde arbejdet en smule med Sonnes database. Asta Mønsted fortæller:

”Jeg tænkte, at myterne kunne afdække spørgsmål omkring inuits verdensforståelse og baggrund for at organisere sig i landskabet, sådan som det kommer til udtryk fra en arkæologisk vinkel. Måske kunne koblingen tilvejebringe nye elementer, vi som arkæologer bør være opmærksomme på, eller udfordre vores måde at udgrave og rekognoscere på.”

Vinterhusets tupilakalarm

Asta Mønsted har især arbejdet med inuits vinterhuse, der kendes tilbage fra 1100-tallet, og de genstande, som arkæologerne har fundet i udgravninger af vinterhuse. Hun fortæller om sin fremgangsmåde:

Hvad er en tupilak? En tupilak var et menneskeskabt væsen, der blev stykket sammen af mange forskellige dele. Gustav Holm noterer sig i 1884 i Tasiilaq, at en tupilak var blevet lavet af dele fra et dødfødt spædbarn, en rypekæbe og en rævekæbe, hvis hoved blev betrukket med hundeskind og gjort levende, før den blev sendt afsted for at bringe ulykke over en udvalgt person. (Kilde: Asta Mønsted).

”Jeg har siddet med databasen og valgt, hvilke ord jeg ville søge på. Konkrete søgeord som vi kender fra huset som fx lampe, vindue, tag og så videre. Dernæst har jeg set hvilke sammenhænge og idéer, der knytter sig til søgeordene. Nogle gange kom der rituelle handlinger frem. For eksempel at man hang bjørnekløer, tænder, skind eller kranier op i husgangen, fordi det ville rasle, hvis der var ubudne gæster som en tupilak på vej. Jeg har kontaktet Statens Naturhistoriske Museum og spurgt, om de i deres udgravninger i Grønland har fundet bjørnekløer eller tænder i vinterhusenes husgange. Det vil være interessant at se, om man kan koble vidnesbyrd fra mundtlige fortællinger sammen med noget, vi kan se rent arkæologisk. Det giver endnu en mulighed for at fortolke noget, vi ellers ikke ville være opmærksomme på.”

Spæklampen som våben

Asta Mønsted har i de grønlandske myter fundet flere overraskende elementer – fx spæklampen som beskyttende genstand. Hun forklarer:

”Hvis en person er blevet dræbt og for at beskytte sig mod, at den myrdede kommer tilbage for at hævne sig, kan man lægge den dødes øjne nede ved siden af spæklampen. Den døde vil så blive blændet og vil aldrig kunne finde sine mordere. Der er et beskyttende element ved lampen. Også hvis en tupilak kommer for at angribe folk i huset. Det allersidste man tyr til, er at kaste lampen mod tupilakken – det er det eneste, der kan få tupilakken til at gå væk. Skulle der være sygdom eller en tupilak på vej, kunne man tage sin ild hen over urinbaljen, og fremsige nogle magiske formularer så urin og lampe bliver forenet som beskyttende elementer. Det ultimative våben!”

Vinterhus og menneskekrop i grønlandske myter

Asta Mønsted har brugt Sonnes base til at søge på andre elementer i vinterhuset som fx sovebriks. Hun forklarer:

”Er der nogle kontekster, sovebriksen indgår i, som jeg ikke kender som arkæolog. Man kan have en forventning om, at det er på sovebriksen, man sidder og arbejder. Eller måske har det været en form for socialt husrum, hvor kvinderne sidder længere tilbage og mændene længere fremme, når mændene er hjemme. Og måske er der helt andre ting i det, jeg ikke kender til som arkæolog”.

Når en person dør inde i huset, skal personen ud. Det sker gennem bagvæggen eller taget, og det afslører ifølge Asta Mønsted noget om, at husgangen ikke må besudles af de urenheder, der er forbundet med afdøde. Hun siger:

”Vi kan opfatte huset som et symbol på mennesket. Når vi står i huset, skal vi stå med næsen mod udgangen. Også i sproget er der forbindelser til kroppen. Selve husgangen kaldes torsooq, der minder om torluk, struberøret, mens udluftningshullet kaldes husets næsebor, illup sorlua. Så vi kan se menneskekroppen afspejlet i huset – og bagvæggen må have været menneskets bagdel. Fx har Jens Kreutzmann fra Kangaamiut illustreret en angakkoq, der skal hjælpe en kvinde, der har mistet sin sjæl. Hun skal have sjælen tilbage, og det sker gennem bagdelen. Huset repræsenterer altså mennesket.”

Hvad er en angakok? En angakkoq er en mand eller kvinde, der fungerer som åndelig rådgiver på en boplads. En stor del af de grønlandske myter følger en angakkoq på sin farefulde sjælerejse i åndeverdenen, Silap aappaa. Det var essentielt, der var balance i denne verden og den usynlige åndeverden, der var tæt forbundne. (Kilde: Asta Mønsted).

Moderne grønlandske myter

Ifølge Asta Mønsted er mange af de grønlandske myter opdragende. Hun nævner som eksempel en giftig plante, der kaldes ”qivittup assai, qivittoq’ens fingre”. En qivittoq er en fjeldgænger, der hverken er levende eller død, der lever som socialt udstødt – fx hvis man var blevet æreskrænket. Hun siger:

”Jeg kender folk i Grønland, der er gravalvorlige, når de taler om qivittut. Der ligger noget smart i at kalde en giftig plante noget, der associerer til noget farligt – en qivittoq. Så ved børn, at den er farlig, og at de skal holde nallerne for sig selv!”

”Det var en god måde for inuit at besjæle landskabet, de boede i. Selvom landet er stort og føles stort i dag, så føltes det måske endnu større dengang. Der kan være en form for overlevelsesstrategi ved at “tæmme” landet og være den, der aktivt skaber fortællingerne om, hvad der ligger derude. Igennem myterne bliver indlandet forbundet med indlandskæmper og farlige monstre. Der ligger det smarte element i fortællinger, som man har fortalt børn og unge, at jo længere væk fra bopladsen du kommer, jo farligere er det. Fx at spalter og sprækker i isen er farlige. Men det kan også ende godt. Du kommer tilbage og kan fortælle historien. En pendant til de europæiske eventyr som fx Rødhætte – gå ikke væk fra stien i skoven! Så der er gode, opdragende lag i de grønlandske myter og historier.”

Men tro nu ikke, at de uhyggelige myter er fortid. Langtfra. Asta Mønsted fortæller:

”For ikke så lang tid siden hørte jeg fra Nuuk, at der er et væsen, der kaldes ikusik. Det bliver forbundet med en tunnel og skulle være en skrækindjagende skabning uden ben og kun arme til albuerne, hvormed den kravler frem. Den kommer og tager dig, hvis du opholder dig for længe i tunnelen om natten. En moderne fortælling, som bliver forbundet med et måske farligt sted.”

Velkommen til gyserfredag!

Ud over at arbejdet med myterne har givet Asta Mønsted lyst til at arbejde mere med historierne – især de moderne – så mener hun, at koblingen mellem myter og arkæologi kan bruges af arkitekter.

”Måske arkitekter kan søge inspiration her, når de designer boliger og urbane opholdssteder i Grønland. Det ville være fantastisk, hvis fremtidens arkitektur blev kulturelt bæredygtig og fik nogle af disse elementer med. Når grønlandske myter har kunnet inspirere forfattere og kunstnere, så må de også kunne inspirere arkitekter. Der er mange historier at vise igennem arkitekturen. Så sidder der arkitekter blandt læserne, er de velkomne til at kontakte mig!”

Men myterne fascinerer også. Asta Mønsted griner og siger:

”Mange af historierne foregår under bæltestedet, andre er drabelige, hvor der bliver revet indvolde ud. Jeg har siddet og grint og gyst over visualiseringerne – de er både underholdende og sådan uha! Helt sikkert den effekt de oprindeligt skulle have, når det var vintermørkt. Det har været en fællesskabende kraft, når man oplevede historierne sammen. Jeg har kunnet fornemme, hvad det er historierne kan. Det ville være fedt, hvis man lavede nogle aftener på biblioteket, hvor man læste op, for historierne må ikke gå til spilde. Velkommen til gyserfredag!”

Kontakt: Asta Mønsted a.m@hum.ku.dk

Eller følg hende på Instagram @greenarchland

Introfoto

Asta Mønsted og hendes søn skitserer et vinterhus, hvis bagvæg er meget tydelig i sin konstruktion. Bagvæggen var ifølge inuitiske fortællinger husets “rumpe”, hvorigennem døde blev båret ud som en del af begravelsesritualet (foto: Asta Mønsted).

Links og mere info

Grønlandske sagn og myter (”Sonnes base”).