Sår og sygdom i gamle dage

Med nål og tråd af fugleknogler og dyresener har det været en barsk omgang at få sine sår lappet sammen – uanset om man selv gjorde det, eller det var angakoq’en, der måtte træde til. Var man heldig, kunne man måske nøjes med at gnide såret ind i vidundermidlerne urin eller tran.

I datidens Grønland – dvs. før og i det næste århundrede efter Hans Egedes kolonisering af  Grønland i 1721 – bestod mennesket i inuits kosmologi af tre dele: Navn, krop og sjæl.

Et nyfødt barn fik ofte navn efter en afdød person, så den levende og den døde blev forbundet. Med navnet fulgte nogle fordele, men også en række forpligtelser i forhold til den afdøde som fx at overvinde det, der var årsagen til afdødes bortgang, hvad enten det var sygdom, alderdom eller en helt anden årsag. Man var også forpligtet til at tage kontakt til afdødes familie og relationer og have en form for nær kontakt med dem, især ved særlige begivenheder, hvor relationerne forstærkes. Hvis der var nogen, der skulle nødsages til forsørgelse, var det navnetageren, der måtte tage sig af dem – eller omvendt. Hvis navnet havde haft en form for sygdom i sig igennem den sidste navnetagers levetid, var det også noget, man skulle tage hensyn til i sin egen levetid, for bl.a. at forhindre, at det ikke skulle ske igen. Navnet havde derfor stor betydning. Randi Sørensen Johansen er museumsinspektør og kurator for den immaterielle kulturarv på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk, og hun forklarer om den traditionelle opfattelse af sundhed og sygdom hos inuit:

”Inuit har den traditionelle opfattelse, at krop (timeq) og sjæl (tarneq) ikke er adskilt. Hertil kommer også et tredje element, navnet (ateq). Alle tre elementer skal balancere med hinanden, for at et menneske kan leve. Hvis tarneq er påvirket af et eller andet, så er det dér, at sygdommen opstår og mærkes på timeq, fordi der er ubalance i hele systemet. Det kan være med til at påvirke ateq, og navnetageren efterfølgende.”

”For at forhindre og for at forebygge sygdomme var det nødvendigt at bruge kræfterne på amuletter. Amuletter blev båret af mennesker, fordi amulettens kraft modvirkede det, der ville ødelægge ens vel. Hvis amulettens kraft ikke var stærk nok til at beskytte bæreren mod en uforudset hændelse, kunne tarneq påvirkes kraftigt og gå i ubalance – og sygdomme kunne opstå.”

”Årsagen til sygdom kunne findes ved at foretage en qilaneq. Fremgangsmåden på qilaneq var, at man bandt patientens hoved med en snor, mens patienten lå ned. Man løftede så hovedet op og stillede et spørgsmål hver gang, hovedet blev løftet, for at identificere hvilken sygdom, der var trængt ind i timeq. Og der, hvor hovedet føltes tungest, var dér, hvor man identificerede sygdommens sted. Qilaneq praktiseredes helt frem til 1900-tallet.”

Et vidundermiddel

Nutidens og vel især datidens fangere levede et risikabelt liv med fare for lemlestelse, ulykker og sygdomme. Hvordan og hvad man brugte praktisk i behandlingen, fortæller Randi S. Johansen om:

”Hvis man havde et åbent og dybt sår, var det noget, man selv syede sammen eller ens pårørende kunne gøre det. Det behøvede ikke at være en angakoq (åndemaner), der gjorde det. Det foregik med traditionelle redskaber som nåle af fugleknogler og med tråde af dyresener eller huden fra spiserøret på en sæl. Man plejede også at dyppe tråden i tran, for så gled tråden bedre igennem huden, og det tørrede ikke bare hurtigt og grimt ind, men blev mere smidigt og pænt. Når såret var syet til, blev patienten også en del af dyrenes efterliv.”

”Andre ting fra naturen som mos blev brugt til at dække såret til. Et såret snit, som ikke krævede syning, blev behandlet med mos og bundet ind i tynde birkeblade, fordi mos beskyttede såret mod bakterier og infektion. Var det bare snitsår eller små ulykker, smurte man det ind i tran. Blødte det meget, var det urin, der blev brugt til at rense selve såret.”

I det hele taget ser det ud til, at urin og tran har været vidundermidlerne. Randi S. Johansen forklarer:

”Kigger vi på fortælletraditionen, er det primært i myter og sagn, vi hører, at urin blev brugt til at hele sår. I praksis var det mere til at stoppe eller rense en blødning. Til at hele et sår, var det især tran, man brugte. Hvis der var en forkølelse på vej, var det tran, du smurte på overkroppen. Nogle brugte også fuglefjer til at få varmet halsen, så forkølelsen kunne forsvinde. Man brugte tran til alt – varme, lys og til kroppen. Hvis moren til et nyfødt barn var gået bort, var der ingen til at amme barnet. Så var det tran eller spæk, der blev lagt på munden for at nære barnet. Tran var vidundermidlet!”

Det må have gjort forfærdelig ondt at blive syet med en nål af fugleknogle – uanset om man selv eller andre gjorde det. Kendte datidens inuit til nogen form for bedøvelse? Museumsinspektøren forklarer:

”Det drejer sig om sindet – man er forberedt på, at noget skal ske. Man bevæger sig hen i retning af en form for meditativ tilstand. Dit sind skal være roligt for også at kunne hele sig. Det var jo på samme måde, når man fik tatoveringer – de blev også syet ind i hovedet. Man var vant til, at noget prikkede og stak, selvom man kunne mærke, at det gjorde ondt – man er i det, så at sige. Man ignorerer det ikke, man accepterer det.”

”Så vidt jeg ved, har man ikke haft noget at bedøve med. Samerne i det nordlige Skandinavien bruger svampe, men om inuit har haft noget lignende, er jeg endnu ikke stødt på.”

De uheldige, der brækkede et ben, måtte her få hjælp af angakoq’en. Han eller hun undersøgte patienten, og var noget brækket, blev det sat tilbage på plads ved at bruge vejrtrækningsøvelser og ånde på benet – angakoq’en åndede ind, og patienten åndede ud. Man samarbejdede på denne måde for at holde et vist tempo. Angakoq’en åndede og pustede leddet tilbage, samtidig med at han satte benet på plads.

I det skarpe lys fra isen kunne en øjensygdom som grå stær opstå, men den og mindre øjensygdomme havde inuit også råd for: Man opererede. Hans Egede beskrev i 1741, hvordan operationen foregik:

”Grønlænderne lagde et snit over det syge, hvide område, der lå over øjets pupil. Med en lille krog af en synål fik de fat i det hvide, trak det ud og skar det af med en kniv. Derefter helede såret op, og øjet var så godt som nyt igen.”

(kilde: Rønsager, Mette (2002) Grønlændernes sundheds- og sygdomsopfattelse 1800-1930.  Den traditionelle sundheds- og sygdomsopfattelse. Statens Institut for Folkesundhed (SIF).

Angst og fobier

Skriver man ”kajakangst” i søgefeltet på Wikipedia (og tjekker kilderne), får man følgende beskrivelse:

”…  kajakangst… er en tilstand, der kan sammenlignes med panik… en intens uro blandt sælfangere i enmandsbåde.”

Og om symptomerne:

”… en følelse af kulde, der stiger op fra neden, kan få fangeren til at føle, at kajakken er ved at blive fyldt med vand. Fangeren kan føle en intens frygt for at drukne…”.

Det fortælles fra de, der har oplevet kajakangst, at den bedste måde, at komme ud af et anfald af kajakangst på, er ved at fortsætte med at padle stærkt – først ved at vippe kajakken og derpå at padle med kraftige og hurtige slag.

Om kajakangst og inuit fortæller Randi S. Johansen:

”Angsten opstår typisk ved, at man har haft en ulykke med sin kajak til havs, så man ikke tør tage ud igen. Man ved, hvad der kan ske, så her er det psyken, der spiller ind. Angsten må man selv behandle. I lægen Alfred Bertelsens undersøgelse fra 1930 er der en del, der ikke ror i kajak efter et anfald, men også en større del, der tager ud på jagt igen – dog med en ledsager, eller de ror tæt på land – hvis nu det skulle ske igen. Alfred Bertelsen undersøgte kajakangst i Nordgrønland, og sammen med en undersøgelse fra Qaqortoq nogle år før sammensatte han det til en artikel, der omfattede 130 patienter. Ud af dem var der 60, der havde kajakangst. Heraf ville 18% ikke ro kajak igen, mens resten ville tilbage i kajakken senere efter at have fået en form for terapiforløb – måske med hjælp fra angakoq’en.”

”Angsten kunne opstå ved en fysisk ulykke, men det kunne også have været fra en mundtlig fortælling. Inuits fortælletradition er stærk, og den er også med til at vise, hvad man skal passe på – hvad man skal have et beredskab imod. Så det kan sagtens være fra en fortælling, at man har fået en fobi.”

Uffe Wilken

Introfoto: Angakkoq Diimiarditsaq (Maren) som foretager qilaneq på et barn, der er ramt af sygdom (foto: W. Thalbitzer, 1905-06, Ammassalik).