”Tænk, at skulle leve med den uvished”

En del af de mange grønlandske børn på børnehjem rundt om i landet trives ikke. Det tyder en ny ph.d.-afhandling på, og forskeren bag peger blandt andet på, at flere børn lever i frygt for, hvad morgendagen bringer. Hun anbefaler derfor, at man lytter mere til børnene.

Hvert år bliver der anbragt over fire gange så mange børn i plejefamilier og på børnehjem i Grønland som i Danmark – men der mangler viden om, hvad børnene egentlig selv tænker om at bo på børnehjem. Det siger adjunkt ved Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet, Bonnie Jensen, der i forbindelse med sin ph.d.-afhandling om anbragte børn i Grønland har talt med 38 børnehjemsbørn fordelt over hele landet. Samtalerne viser blandt andet, at nogle børn lever i det, hun kalder en konstant tilstand af usikkerhed. Bonnie Jensen, der har arbejdet med udsatte børn og unge hele sit arbejdsliv og blandt andet har siddet med ansvaret for alle børnehjem i Grønland, siger:

”Noget af det, som har gjort allerstørst indtryk, er, hvor lidt børnene ved om deres eget liv. Mange af dem ved ikke, hvorfor de er anbragt, eller hvor længe de kan få lov til at blive boende der, hvor de er nu. Nogle af dem er bange for, at der kan komme én om en halv time, i morgen eller i næste uge og sige, at de skal flytte til et andet sted. Og tænk at skulle leve med den uvished.”

Hun fortæller, at omkring halvdelen af de børn, hun har talt med, ikke er tilfredse med at bo, hvor de bor.

”Vi anbringer jo børn, for at de skal få det bedre end der, hvor de var før. Det er udgangspunktet. Og hvordan kan vi sikre, at det sted, de bor, er bedre end det, som de kom fra? Det kan vi kun ved at spørge, om børnene har det godt der, hvor de bor,” lyder opfordringen fra Bonnie Jensen.

Hendes primære kritik går på, at de initiativer, der er sat i værk for at hjælpe børnene, skyder forbi, fordi de tager udgangspunkt i, hvordan de voksne tror, børnene har det.

”Vi mangler helt grundlæggende viden om området, og vi mangler et bedre indblik i, hvordan børn har det med at være anbragt. Jo mere man ved, jo lettere er det at finde løsninger,” siger Bonnie Jensen.

Ønsker tættere bånd til de voksne

Med udgangspunkt i hendes samtaler med de 38 børnehjemsbørn peger hun på, at der ligger en vigtig opgave forude i forhold til det pædagogiske arbejde. Mange af børnene fortæller nemlig, at de savner tættere bånd til de voksne på børnehjemmet.

”Børnene ønsker sig flere gode voksne. Gode voksne er ifølge børnene dem, der har tid til at gå en tur og tid til at lytte og være, og som ikke skælder for meget ud. Ligesom alle andre børn,” siger Bonnie Jensen.

Men skal børnene føle sig trygge nok til at danne gode relationer til de voksne, er der brug for at få bugt med den usikkerhed, mange af børnene lever med, forklarer hun.

”Det pædagogiske arbejde på døgninstitutioner bygger på relationer, og det er enormt vanskeligt at få en relation til nogen, hvis man ikke ved, om man er der i morgen.”

I Bonnie Jensens samtaler viste det sig, at de steder, hvor børnene var glade for at bo, handlede det netop om de gode relationer til de voksne. Og der, hvor børnene ikke var glade for at bo, skyldtes det savnet af familien og manglende relationer til de voksne.

”Og det går jo hånd i hånd, for hvis du er et sted, hvor du virkelig er glad for de voksne, så er savnet til mor måske lettere at bære,” siger Bonnie Jensen.

Familien skal involveres mere

Når et barn bliver anbragt på børnehjem er det ofte i en by langt væk fra barnets hjem. Og i Grønland har børnehjemsbørn kun ret til to besøgsrejser om året. Og det betyder, at mange af de anbragte børn kun har sparsom kontakt med deres familie, fortæller Bonnie Jensen.

”Mange af børnene mister simpelthen forbindelsen til deres familie, og det er jo forfærdeligt. De savner kontakt med deres biologiske familie. Der kan selvfølgelig være tilfælde, hvor barnet af den ene eller anden grund ikke skal have kontakt med sine forældre. Men en familie er jo stadig ret stor. Det kan for eksempel være en onkel, en tante eller en bedstefar – og de savner især mere kontakt med deres søskende,” siger hun.

Hun mener, man bør undersøge, hvordan børnene kan få mere kontakt med deres familie. Det kan for eksempel være via Skype, flere telefonsamtaler eller at arrangere besøg fra familiemedlemmer.

Desuden kan familien spille en større rolle, når det kommer til anbringelse af barnet ved hjælp af såkaldt familierådslagning, fortæller Bonnie Jensen.

”Med familierådslagning spørger man barnet, familien og netværket om, hvad de tænker er bedst for barnet. I stedet for at en socialrådgiver, der måske ikke kender hverken barnet eller barnets familie, skal tage stilling til, hvor barnet skal anbringes. Det åbner også op for flere familieanbringelser, hvor man bliver sat i pleje hos noget familie – så barnet kan blive i nærheden af sit hjem og stadig bevare sine relationer,” forklarer hun.

Og så mener Bonnie Jensen, at man bør undersøge alternativer til anbringelser på børnehjem. For udover at være enormt dyrt for samfundet, er en anbringelse også enormt belastende for barnet. Tidligere anbragte er blandt andet overrepræsenterede i hjemløsestatistikken og i psykiatrien, de har dårligere uddannelse, de kommer oftere i fængsel, og deres egne børn bliver oftere anbragt, forklarer Bonnie Jensen med henvisning til en række internationale undersøgelser.

”Man kan arbejde mere med tidlig indsats og med familiebehandling frem for anbringelse. Hvis en familie er rigtig slemt belastet af en eller anden form for problem, vil man typisk sige, at børnene ikke skal bo der, og det giver jo god mening. Men man kunne godt blive bedre til at se på, hvad der skal til for, at barnet kan blive boende. Hvilke ressourcer kan vi hjælpe familien med, så de kan have barnet boende på forsvarlig vis?”

Laura Philbert

Kontakt: Bonnie Jensen boje@uni.gl

Introillustration øverst på siden: Illustration fra ph.d.-afhandlingen: ”Jeg blev meget overrasket over stedet, da jeg kom. Der var mange folk på børnehjemmet, men det var meget lille, personalet var gammelt, og forstanderen havde travlt. Min kontaktperson og jeg sad og ventede på, at nogen skulle tage imod os. Personalet dækkede bord, som de plejer, og jeg sad lidt der…” (Hulda, 17 år). (Illustration ”Alene” af Naja Abelsen).

Faktaboks Ph.d.-afhandlingens formål er at undersøge, hvordan grønlandske børn oplever det at blive og være anbragt på en døgninstitution. Ph.d.-afhandlingen bygger primært på samtaler med 38 børn, der er fordelt på 17 af Grønlands døgninstitutioner. Der findes 22 døgninstitutioner fordelt over hele Grønland med plads til 329 børn. Det svarer til, at der er plads til at anbringe 2,39 procent af de grønlandske børn på en døgninstitution. I alt bliver cirka 4,5 procent af alle grønlandske børn anbragt uden for hjemmet, enten på døgninstitution eller i plejefamilie.

 

Litteratur

Ph.d.-afhandling: ”Barndomshjem eller børnehjem? Et kvalitativt studie af 38 børns oplevelser af at blive og være anbragt på døgninstitution i Grønland” af Bonnie Jensen, februar 2021. Hent afhandlingen her som pdf.