Fra grønt græs til rødt kød – landbrug i Grønland

20. september 2021 Slået fra Af uw@polarfronten.dk

For den undrende bybo, der flyver ind til Narsarsuaq i sensommeren, kan de store, hvide ruller på markerne være et mysterium. Rullerne gemmer på en vigtig ingrediens i Grønlands ambition om at blive mere selvforsynende med fødevarer – én ingrediens blandt flere, der nu skal langt mere fokus på.

Hvorfor skal den grønlandske forbruger spises af med importerede fødevarer, som kan være både dyre og af knap så appetitlig kvalitet? Står det til de grønlandske politikere, skal de heller ikke det om nogle få år. Med en Strategi for Landbrug 2021-2030 har politikerne en vision om at øge Grønlands egenforsyning af visse fødevarer med grønlandske landbrugsprodukter. Visionen skal konkretiseres gennem ni mål, der spænder vidt – fra slagtelam til uddannelse.

NERISA – an Arctic food cluster (screenshot Uffe Wilken).

At spise et stykke af sig selv

I løbet af de seneste år er der kommet et stærkt fokus på madvarer og det grønlandske køkkens brug af lokale råvarer med initiativer som FoodLab Greenland og NERISA – an Arctic Food Cluster. Mad har naturligvis en central betydning for alle mennesker, men i Grønland er det ikke kun på tallerknerne, maden har betydning. Som den nyudnævnte forkvinde for Det Grønlandske Landbrugsråd Natuk Lund Olsen siger:

”Kalaalimernit betyder grønlandsk mad på grønlandsk. I overført betydning betyder det ’et stykke grønlænder’. Du spiser altså en del af dig selv. Det er virkelig en stærk, identitetsbærende faktor, især hvis man anskuer det på den måde, man anvender begreberne på her i Grønland.”

For at få flere lokale råvarer, der ikke er fisket op af havet, skal man have nogen, der producerer råvarerne. Her er fåreholderne i Sydgrønland leveringsdygtige med får, lam, kartofler og lidt grøntsager som majroer. Og i 2019 begyndte Greenlandic Greenhouse – en fødevare start-up-virksomhed – at levere frisk salat til de fleste af Nuuks restauranter og supermarkeder. Men landbruget skal udvikles for at sikre øget produktivitet og øget selvforsyning, så den daværende grønlandske regering vedtog i december 2020 en ’Strategi for Landbrug 2021-2030’. Strategien indeholder ni ambitiøse mål, som det grønlandske landbrugsråd nu har kastet sig ud i at få sat i gang.

Tunneldrivhus, Upernaviarsuk, 2014 (arkivfoto: Uffe Wilken).

Om prioriteringen af opgaverne siger Natuk Lund Olsen:

”Generelt er der kommet et stort fokus på landbrug og selvforsyning fra både regeringen og befolkningen. Så vi i Rådet vil opfordre til, at man tager udgangspunkt i kernen, som er fåreholderuddannelsen. Vi er bevidste om, at det er et område, der vil tage tid, men uddannelsen bør gøres attraktiv, ellers er der ingen til at overtage landbrugene eller etablere nye landbrug. Første skridt skal være, at skabe tidsvarende omgivelser for uddannelsen, som i større grad har et internationalt islæt – for det har der været tidligere.”

Uddannelsen som fåreholder er en treårig erhvervsuddannelse, som udbydes af levnedsmiddelskolen Inuili i Narsaq, og som omfatter både dyre- og plantehold. En del af uddannelsen har praktik i enten Nordnorge eller i Island, samt et års ophold på landbrugsskolen i Upernaviarsuk. Skolen ligger lidt isoleret ca. syv kilometer fra Qaqortoq og har plads til seks studerende, men de seneste år har der kun været optaget tre studerende om året. Som del af nytænkningen af uddannelsen er det intentionen, at skolen skal opgraderes, da faciliteterne er ved at være slidte. Natuk Lund Olsen siger:

”Vi vil opfordre regeringen til at evaluere, om Inuili fortsat skal have fåreholderuddannelsen under sig, da det virker som om, at der på forskellige niveauer er langt mellem skolen og institutionen. Måske er det mere oplagt, at den ligger et andet sted. Ligeledes bør det evalueres, om nogle af de boglige fag kunne tages udenfor Upernaviarsuk, mens de mere praktiskorienterede fag tages på landbrugsskolen.”

Optimistiske landmænd

Strategiens punkt 1 og 2 omhandler hhv. antallet af slagtedyr og andelen af egenproduceret vinterfoder. I starten af juli holdt De Samvirkende Fåreholderforeninger ordinær generalforsamling, og den afgående formand Lars Nielsen fortalte bl.a. ifølge avisen Sermitsiaq, at erhvervet er i en positiv udvikling, fordi flere fåreholdersteder har udvidet deres landarealer i de senere år, og antallet af moderfår er stigende. Om slagtedyrene (lammene) siger Natuk Lund Olsen:

”Landmændene er optimistiske mht. deres erhverv. Men hvis man kigger på slagtningsmulighederne kan man undre sig over, at målet i 2030 er sat til 28.000 lam om året, når fabrikken kan tage 35.000. I øjeblikket slagtes der ca. 20.000 om året. Tallet må være tilpasset det, man tror, avlerne kan formå. Efter jeg er blevet forkvinde, har vi også ændret på formen for, hvordan du får dit tilskud. Vi håber på, at fremfor at alle dyreholdere søger at holde status quo, at de i stedet vil anskaffe sig flere dyr og slagte flere. Jeg var i Sydgrønland i sommer og kunne mærke, at dynamikken allerede havde ændret sig – der er lidt mere konkurrence over det nu. Før i tiden var det en bestemt pulje, som alle fik fordelt ligeligt fra. Nu får man tilskud pr. lam eller moderfår i stedet for, at man altid fordeler fra en pulje med samme beløb.”

Et nærliggende spørgsmål er, at når nu man holder får i stalde, hvorfor har man så ikke udvidet med andre dyrearter som fx kvæg og høns. Til det siger Natuk Lund Olsen:

”Der er også en enkelt kvægfarmer, og tre fåreholdere som har få køer ved siden af deres får, og flere landmænd er selvforsynende med æg. Udfordringen ved at begynde en egentlig hønseproduktion er, at der skal veterinærkontrol til i produktionen, der skal importeres foder samt vedligeholdelse, dyreholdet skal vedligeholdes, og det er der ikke kapacitet til, som det er nu. Man kunne råde til, at der blev ansat en dyrlæge, der kunne varetage denne funktion.”

Upernaviarsuk, vinter 2021 (foto: Natuk Lund Olsen).

Salaten i containeren

Men får og lam skal jo have noget at æde, og strategiens punkt 2 omhandler andelen af egenproduceret vinterfoder – det vil sige hø, som er det, der gemmer sig i de store, hvide ruller i Narsarsuaq og andre steder i Sydgrønland. Der importeres mellem 30% og op til 66% af foderet afhængig af det pågældende års lokale høst. Så at øge mængden af hø til vinterfoder vil bidrage væsentligt – fx ved at slå græs to gange årligt, som kun få landbrugere gør i dag. Gennem de seneste tre år har Aarhus Universitet, Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) og landbrugsskolen eksperimenteret med forskellige sorter af græs og anvendelse af gletsjermel som supplement til kunstgødning og kalk på Upernaviarsuks marker. Ligeledes forsøges der også med tang som gødning, alle for at finde en alternativ metode til at øge udbyttet.

Det er ikke kun i Upernaviarsuk, der eksperimenteres. I september 2021 blev Greenlandic Greenhouse nomineret til Nordisk Råds Miljøpris med begrundelsen ”… Greenlandic Greenhouse producerer på miljø- og klimavenlig vis lokale fødevarer, og dermed støtter de et mere bæredygtigt fødevaresystem i Grønland.” Vinder virksomheden miljøprisen, siger medejer af virksomheden Niclas Birkely til KNR, at de vil satse på at dyrke endnu flere grøntsager – tomater, jordbær, agurker og svampe.

Men indtil da er det salat og krydderurter, og som Natuk Lund Olsen siger:

”Vi kan købe frisk salat til halvdelen af prisen af importeret salat i supermarkedet – som desuden smager af meget mere”.

Uffe Wilken

Kontakt: Natuk Lund Olsen nalu1@uni.gl

Introfoto øverst: Væksthus, Upernaviarsuk (arkivfoto: Uffe Wilken).

Om Landbrugsrådet

Landbrugsrådet er et rådgivende organ for Naalakkersuisut i spørgsmål knyttet til landbrug
Landbrugsrådet varetager konkrete opgaver, der uddelegeres af Naalakkersuisut og kan afgive udtalelser til Naalakkersuisut om nye tiltag indenfor reguleringen af landbrug i Grønland. Derudover kan Landbrugsrådet tage spørgsmål op vedrørende landbrug, der ikke forudsætter en viderebehandling i Naalakkersuisut.

Kilde: Landbrugsrådet (tilgået 20. august 2021).