Skoven under isen
Isen fra Grønlands første iskerneboring i Camp Century har de seneste 55 år gemt på en videnskabelig sensation, som nu er kommet for dagen. Samtidig ser Covid-19 ud til at forstyrre årets feltarbejde med den seneste iskerneboring på EastGRIP.
Af Uffe Wilken uw@polarfronten.dk
Når man flytter, opdager man ofte ting, man ikke anede, man er den glade ejer af. Det gælder også for glaciologer. I bundisen fra den gemte – men ikke glemte – iskerne fra Camp Century fandt forskerne planterester så store, at de hverken behøvede mikroskop eller kemiske metoder til at fastslå, at der her var tale om rester fra en millionår gammel nordgrønlandsk skov, en skov som den kan opleves i Canada og Alaska i dag. Opdagelsen, som blev offentliggjort i marts 2021, er noget af en sensation, for det er første gang, der er fundet så store og velbevarede fossiler under indlandsisen. Som professor Dorthe Dahl-Jensen sagde i en pressemeddelelse fra Niels Bohr Instituttet (NBI) på Københavns Universitet:
”Vi var sådan helt: Wow – sikke en skat, vi har fundet. Vi har aldrig fundet noget lignende før, og det er der heller ikke andre, der har.”
Det er størrelsen af fossilerne, samt at de er fundet i en iskerne, der er afgørende for opdagelsens vigtighed. For der er før fundet fossiler fra tidligere varmperioder i Grønland – blot i mikroformat eller som kemiske DNA-spor. I sedimenter fra Kap København i Nordgrønland gemmer der sig ud over træstammer også utallige små plante- og insektrester, begravet i en varmperiode for mere end to millioner år siden. Kigger man tilbage til 2004 og NordGRIP-boringen dukkede plantefragmenter, en splint fra et piletræ og en mængde knopskel op fra bunden af iskernen. Og i 2007 påviste Eske Willerslev og hans team, at der i Dye-3 iskernen var DNA-rester fra insekter og nåletræer, der voksede i Sydgrønland for en lille halv million år siden.
Samlet set peger det i retning af et Grønland, der de sidste tre millioner år har vekslet mellem at være stort set dækket af is til at være delvis isfri, men også til tider har været helt isfri.
Plantefossilerne lå i Camp Century-iskernen, der er den ældste af de dybe grønlandske iskerner. Man kan så spørge: Hvordan ser det ud med isboringer i 2021?
Lagt på is
EastGRIP er den nyeste iskerneboring på Grønland. Projektet begyndte i 2015, med boringer i 2018 og 2019. I 2020 satte Covid-19 en stopper for aktiviteterne, og for nylig blev det besluttet også at aflyse 2021-feltsæsonen. Professor Jørgen Peder Steffensen fra NBI siger om de ændrede planer:
”Der er flere logistiske udfordringer. Det vil bl.a. blive alt for dyrt for et helt feltteam at gå i 14 dages karantæne i Kangerlussuaq, og desuden flyver Air Greenland ikke regelmæssigt. Når vi så forhåbentligvis kommer derop næste år, skal der skovles sne – masser af sne. Problemet er, at vi bruger ballonkupler til både boretårn og boliger, og kuplerne bliver mindre og mindre pga. sneen. Næste år er loftet trykket så langt ned, at vi ikke kan stå oprejst. Vi håber bare, at vores udstyr ikke er mast – men det burde ifølge vores beregninger kunne holde til et år til.”
Målet med EastGRIP er at finde ud af, hvad der foregår på bunden af isen. Boringen går ned i den Nordøstgrønlandske Isstrøm, som flyder østpå ud mod havet med ca. 50-60 meter om året. Glaciologerne ønsker dels at finde ud af, hvad der foregår inde i, og hvad der driver isstrømmen, dels at få en intakt optegnelse over methanindholdet i isen siden afslutningen af istiden. Alt sammen for at få bedre prognoser for fremtidige havniveaustigninger og deres hastigheder, og samtidig øge forståelsen af, hvornår isen kan brase sammen.
Zoom ind og klik på prikkerne (grafik: Uffe Wilken på baggrund af data fra Jørgen Peder Steffensen, NBI).
”Vi gider ikke…”
Det var den danske fysiker Willi Dansgaard, der i 1960’erne opdagede, at man kan bruge iskerner som en indirekte måde at måle fortidens temperaturer på. Trods den overvældende succes, iskernevidenskaben har oplevet siden da, kan man fristes til at spørge: Hvad kan iskernerne ikke bruges til – hvor kommer de til kort? Jørgen Peder Steffensen siger:
”I de grønlandske kerner kan vi ikke måle drivhusgassen kuldioxyd (CO2) i luftboblerne, fordi der under istiden – og også i dag – hvert forår kom store mængder kalkholdigt støv fra de kinesiske sletter. Det ændrer surheden af isen og påvirker CO2 i boblerne. Men støvet påvirker ikke methanen, så denne drivhusgas kan vi godt måle. I de antarktiske kerner er det ikke noget problem at måle både methan og CO2, fordi det kinesiske støv ikke drysser ned her.”
Jørgen Peder Steffensen nævner også en anden begrænsning:
”Iskerner fortæller med stor pålidelighed alt om, hvordan miljøet har været inde midt på indlandsisen gennem tiden. Men det er totalt irrelevant at vide, hvad der foregik inde på isen, for det er et dødt sted. Vi er meget mere interesseret i, hvad der sker i det aktive biologiske miljø. Så derfor har vi det problem, at kernerne fortæller en hulens masse ting om noget, vi ikke gider at vide noget om. Men vi kan trods alt bruge data fra iskernerne som en klimatabel, der kan linke til steder, hvor vi gerne vil vide noget – fx som reference til kanten af Grønland. Desuden passer klimadata fra kernerne direkte 1-til-1 med klimadata fra drypsten i Kina og borekerner fra søer og moser i Nordamerika”.
Isen flyttede
Et kig i Niels Bohr Instituttets nye iskernefryser (video: Uffe Wilken).
I 2017 holdt iskernerne flyttedag fra dybfryseren på NBI til en nybygget kæmpefryser i en stor lagerbygning i Rødovre med diverse sikringssystemer og en konstant temperatur på -30 grader. Niels Bohr Instituttet er kurator for 10 grønlandske og én antarktisk iskerne – og snesevis af kortere kerner. De 11 kerner har tilsammen en længde på ca. 20-25 km. Så der gemmer sig givetvis flere videnskabelige overraskelser i de mange meter is.
Kontakt: Professor Jørgen Peder Steffensen. jps@nbi.ku.dk
Introfoto: Rester af kviste og mos fra Camp Century iskernen (foto: University of Vermont).
Links
Mere om EastGRIP og den Nordøstgrønlandske Isstrøm (Polarfronten nr. 1, 2015)
