Fra knogler til benmos
Varmere somre er dårligt nyt for den del af den grønlandske kulturarv, der ligger begravet i jorden. Ikke kun pga. at permafrosten tøer. Mikroberne kan også se frem til flere festmåltider i fremtiden.
Af Uffe Wilken uw@polarfronten.dk
Havet æder sig ind på nogle af de grønlandske kyster, hvor århundreders kulturlevn er i farezonen. Længere inde i landet er det ikke den fysiske nedbrydning, der er banditten. Her er det mikrober, der æder sig igennem knoglerester fra mennesker og dyr. Med stigende temperaturer – især i Arktis – er det blevet et kapløb mod tiden om at få registreret tilstanden af gamle inuitbopladser og nordbogårde. Med op mod 5.500 kendte lokaliteter i Grønland og kun en håndfuld arkæologer til at undersøge dem, vil en form for værktøj derfor være velkommen.
Med en stor bevilling fra VELUX har Nationalmuseet i København sammen med Grønlands Nationalmuseum og Center for Permafrost ved Københavns Universitet i perioden 2016-2019 arbejdet på projektet REMAINS. Projektet havde som formål dels at forske i, hvordan klimaforandringerne påvirker bevaringen af Grønlands arkæologiske lokaliteter. Og dels at udvikle metoder og modeller, som de, der passer på kulturarven, kan bruge i det fremtidige arbejde. Nu foreligger projektets resultater.
I øst og vest
Seniorforsker på Nationalmuseet Jørgen Hollesen fortæller om baggrunden for REMAINS:
”Koblingen mellem klimaændringer og nedbrydningen af det organiske materiale i arkæologiske møddinger var kun blevet studeret et sted i Arktis – Qajaa-lokaliteten i Diskobugten. Her er meget af det organiske materiale indtil videre bevaret i permafrosten. Vi ville gerne finde ud af, hvordan nedbrydningen ser ud længere sydpå, hvor der er varmere. Det var en af grundene til, at vi valgte at fokusere på et større område som Nuukfjorden. Her kunne vi følge en linje fra det inderste af fjorden og ud til kysten, hvor vi kunne undersøge gamle bopladser.”
Det tværfaglige projekt med arkæologer, biologer og geografer udvalgte 14 lokaliteter godt spredt i landskabet, fra Kangeq ved mundingen af Nuukfjorden, til Anavik tæt på indlandsisen. Lokaliteterne repræsenterer både inuit og nordbo og spænder tidsmæssigt over de sidste 4.000 år med hovedvægten på Thulekultur fra ca. år 1300 og senere.
En væsentlig årsag til at Nuukfjorden blev valgt var, at der er en betydelig klimagradient fra øst til vest. I øst nær isen er der varme somre og kolde vintre. I vest er der kølige somre, kølige vintre og mere vådt.
Grader af bevaring
Projektet har genbesøgt mange lokaliteter i Nuuk-regionen. Om tilstanden af kulturlagene siger Jørgen Hollesen:
”Overordnet set er materialer som knogler og træ ret nedbrudte. Vi ved, at man tidligere har fundet velbevarede ting, så på nogle af lokaliteterne er der sket en markant nedbrydning siden tidligere besøg.”
Flere steder er knoglerne blevet til en slags benmos, en konsistens som Jørgen Hollesen malerisk beskriver som ”… helt derude hvor knoglen er mere eller mindre forsvundet, og der kun er en rødbrun fedtet masse tilbage, som smuldrer fuldstændig, hvis du rører ved den.”
Om hvordan processen fra intakt knogle til rødbrun, fedtet masse foregår, forklarer Jørgen Hollesen:
”Der er tale om en total nedbrydning af det organiske kollagen og det uorganiske hydroxyapatit. Ved den fineste bevaring viser overfladen ingen tegn på forvitring, knoglen er tung og kan håndteres uden at miste noget af overfladedækningen. Ved middelgod bevaring er noget af overfladen løsnet, og der kan være sprækker i den lette knogle. Ved den dårligste bevaring mangler overfladen, og knoglen er gået så meget i stykker, at der mest er tale om fugtigt benmel, som vi i populær tale kalder benmos”.
De varme somre nær indlandsisen medvirker til en hurtigere nedbrydning af organisk materiale end de køligere og mere fugtige tilstande ude på kysten, hvor vand er med til at bevare materialet.
En grøn arv
En af de ting, der for den trænede arkæolog afslører, at her er der nok noget at komme efter, er nuancer i vegetationens grønne farve. Jørgen Hollesen siger:
”Vi har fokuseret meget på vegetationen. Det er tydeligt, når man sejler rundt i området, at arkæologiske lokaliteter er mere grønne. Noget som tidligere arkæologer også har benyttet sig af, når de skulle finde nye lokaliteter. Det er tydeligt, at særligt inde i bunden af fjordene er der et markant højere pilekrat på lokaliteter – faktisk er det nogle helt andre arter, der gror der.”
”Vi undersøgte jorden og opdagede, at det er to til seks gange højere indhold af fosfor og kvælstof, der er med til at give en anden vegetation. Selvom det er hundereder af år siden, jorden blev gødet, så er næringsstofferne ikke udvasket. Det er interessant, at man så mange år efter stadigvæk har en ’arv’ efter mennesker, en arv som kan give os ny viden.”
At der visse steder gror en højere og tættere vegetation kan være et problem. Ikke så meget pga. at rødderne kan ødelægge ruinerne – rødderne findes lige nu primært i de øverste 30 cm og gør derfor ikke så megen skade. Snarere fordi de høje krat kan skjule, at der gemmer sig noget, der for en arkæolog er værd at få graveskeen i.
Droneflyvning ved Anavik (foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet).
En gigantisk opgave
Set i forhold til hele Grønland er det undersøgte område i småtingsafdelingen. Jørgen Hollesen medgiver, at det havde været bedre, hvis hele landet var blevet undersøgt. Men det ville også have været en ekstrem dyr og ressourcekrævende opgave. Forskeren siger:
” Vi har i første omgang fokuseret på Nuukområdet og kan se, at størstedelen af områdets 336 arkæologiske lokaliteter allerede er eller vil blive påvirket af klimaændringer. Det kunne være en idé at holde ekstra godt øje med lokaliteterne i denne del af Grønland. På længere sigt kan det blive nødvendigt for Grønlands Nationalmuseum at prioritere, hvilke lokaliteter de mener er mest bevaringsværdige. Set i forhold til resten af landet må man antage, at situationen syd for Nuuk er ligeså eller endnu mere kritisk, hvorimod det koldere klima mod nord gør situationen mindre kritisk – i hvert fald for nu.”
Et af projektets mål var at producere en protokol, som forvalterne af kulturarven kan bruge i felten. Jørgen Hollesen siger:
”Vi har gradueret forskellige typer af bevaring på baggrund af det organiske materiales tilstand. Protokollen kan bruges af folk, der kommer ud og genbesøger lokaliteter om fx 10 år, hvor lokaliteten måske har ændret status.”
Erfaringerne fra REMAINS bliver allerede udnyttet på to lokaliteter i Nationalmuseets nye, store projekt Activating Arctic Heritage. Dels i UNESCO-området i Sisimiut, hvor erfaringerne med påvirkning af naturen bruges på at dokumentere, hvordan området ser ud, inden turisterne dukker op. Dels i Sydgrønland hvor forskerne ser på landbruget, fordi man her dyrker de samme områder, som blev dyrket for 1000 år siden. Indtil nu har det mest været græs, der har været dyrket. Men hvad vil det betyde det for arkæologien, hvis man begynder at dyrke andre typer korn, hvor der pløjes dybere?
Kontakt: Jørgen Hollesen jorgen.hollesen@natmus.dk
Introfoto: Nordboruinen Anavik set fra drone (foto: Jørgen Hollesen, Nationalmuseet).
Links
Afslutningsrapport fra REMAINS
Video
Se en dronefilm fra lokaliteten Kangeq
