Et haltende sundhedssystem
Coronapandemien har ikke overraskende haft en stor indflydelse på det grønlandske sundhedssystem. Overordnet set er sundheden status quo på nogle områder, men lider på andre. Det gør både rekruttering og folks forventninger til sundhedssystemet også.
I Polarfrontens artikel i temaet om den grønlandske sundhed tilbage i 2019 fortalte landslægen Henrik L. Hansen, at ”… den generelle helbredstilstand er blevet bedre og hele sundhedsområdet går fremad.” Landslægen nævnte dog også at ”… der er ting, som decideret udvikler sig uhensigtsmæssigt.”
Hvordan ser det så ud efter et par år med Corona og ved udgangen af 2022? Henrik L. Hansen giver endnu engang en karakteristik af sundhedstilstanden i befolkningen og i sundhedsvæsenet.
Sundhed og social ulighed
Ikke overraskende dukker Corona op som noget af det første, når spørgsmålet drejer sig om sygdom og sundhed i Grønland inden for de seneste par år. Henrik L. Hansen siger:
”Corona har været altdominerende i perioden 2020-2022. Man kan ikke tale om noget, uden at nævne den indflydelse, Corona har haft i den periode på sygdomme. Kigger vi fx på forekomsten af tuberkulose (TB), var der en halvering af tilfældene i 2021, men ser man på, hvor mange man har testet, så er det også ca. en halvering. Så det er nok mere et udtryk for, at aktiviteten på tuberkuloseområdet har været mindre på grund af coronarelaterede aktiviteter som testning og vaccinationer og andre afledte konsekvenser af pandemien.”
Landslægen fortsætter:
”Der er sket ændringer, men noget man må henregne til følger af Corona, fx nedsat aktivitet på en række områder. Samfundet er nogenlunde gået videre, men der er ikke nogen ændringer i selvmordsforekomsten, og syfilisepidemien har fortsat med at udvikle sig under pandemien. Der er ingen tvivl om, at der er udfordringer mht. cancer, hvor undersøgelsesaktiviteten har været faldende, men igen er det en coronaeffekt. Derfor vil det være svært at argumentere for, at der er sket væsentlige ændringer. Men måske når vi ser på detaljerne i middellevetiderne, så vil de formentlig have udviklet sig nogenlunde upåvirket af Corona, fordi samfundet og velfærden har været uændret.”
(Arkivfoto Uffe Wilken).
”Coronaen har påvirket sundhedsvæsenet, men der er jo denne her diskussion om social og økonomisk ulighed. De nyeste tal fra 2020 viser, at tendensen viser større og større ulighed. Det er et forhold af stor betydning for sundhedsforholdene. Det afspejler også uddannelsesniveauer, og igen er det en af de væsentligste faktorer for sundhedsforholdene. Det ses mht. fattigdomssygdommene som fx TB, hvor Grønland ikke ligger godt. Grønland er rigt og har et højt BNP, men har også en høj TB-forekomst. Det kan blandt andet forklares ved en betydelig ulighed i samfundet.”
”Ellers er det svært at pege på konkrete ting, der har ændret sig. Vi er dog mere udfordret på leverancerne af sundhedsydelser, end vi var for tre år siden.”
Fire fødesteder er et krisesymptom
Netop manglende sundhedsydelser og befolkningens utilfredshed med dem mener Henrik L. Hansen er en central problematik. Han forklarer:
”Det er symptom på krisen i sundhedsvæsenet, at tre ud af fem sundhedsregioner er uden lægefaglig ledelse. Samtidig er diskussionen i dagspressen om lukning af fødesteder blusset op – fx har fødegangen i Qaqortoq i en periode været lukket. Dvs. at der i en periode var lukket for fødsler i Aasiaat og Qaqortoq, så der kun var fødesteder i Illulissat, Sisimiut, Nuuk og i Østgrønland.”
”Det er et symptom på et system, der har svært ved at få enderne til at hænge sammen. Skal man se en tendens, er der reelt set sket en forværring siden 2019. Ingen havde set, at man måtte lukke for fødslerne i Sydgrønland. Man kan ikke skaffe fagfolk, dvs. man kan ikke opretholde et kirurgisk beredskab til kejsersnit og den slags, og så siger man, at man ikke kan opretholde et fødested.”
”Det er et paradigmeskifte, som er kommet i de rigeste lande i verden og i Grønland, der siger, at man skal have et beredskab, der hvor man har fødsler. Det er vanskeligt at beslutte noget andet, for siger man, at vi har jordemødre og jordemoderledede fødsler, men uden beredskab, så vil man få svært ved at rekruttere jordemødre, fordi de færreste vil være interesseret i at stå alene uden et back-up til at bistå med håndtering af alvorligere komplikationer. For nogle årtier siden havde man jordemødre i hver by og dermed også fødsler og før den tid også i alle bygder. Man kan godt beslutte, at nu vil man have fødsler decentralt – og det er der nogle, der arbejder energisk på – men det bliver svært at rekruttere til det, og kvinderne vil ofte også søge derhen, hvor det faglige niveau er højest.”
Hvis der reelt set kun er fire byer i Grønland, hvor kvinder kan føde, betyder det vel, at fødende kvinder skal transporteres til et af fødestederne? Henrik L. Hansen siger:
”Ja, og det er en kæmpe udfordring, for jo længere væk de bor, jo tidligere skal de rejse. Samtidig giver det også nogle voldsomme sociale konsekvenser, fordi man aktuelt ikke tilbyder at familien kan rejse med, for man har ingen steder at anbringe dem. Det ville være urealistisk… i forvejen er der ca. 600, der føder om året i Nuuk, fordi alle med en vis risiko bliver visiteret hertil. Og de 300 af dem bor her måske ikke. Så med yderligere 300 familier til at bo her, kommer det ikke umiddelbart til at ske.”
Sygeplejersker er en mangelvare – også i Grønland
Det føromtalte mulige rekrutteringsproblem med jordemødre taler direkte ind i en af de største – måske den største – af de udfordringer, som det grønlandske sundhedsvæsen står over for. Manglende rekruttering af fagpersoner – fra jordemødre til tandlæger, læger og sygeplejersker. Med hensyn til sidstnævnte faggruppe siger landslægen:
(Arkivfoto Uffe Wilken).
”Rekrutteringen har det meget svært, og hvor man selv 25 år efter, at man åbnede sygeplejeruddannelsen, slet ikke er blevet selvforsynende, men blot opretholder status quo. På grund af arbejdsvilkår søger en stor del af sygeplejerskerne væk til andre jobs. Der er også en udfordring med rekruttering, når puljen til rekruttering kun vokser lidt, fordi den konkurrerer med flere og flere uddannelser.”
”Antallet af grønlændere, der bliver uddannet til tandlæger og læger er også i bedste fald status quo – der kommer måske en til to læger til om året. Der er en meget begrænset vækst, og man er slet ikke nået derhen, man havde forestillet sig. Desuden er hovedparten af læger ikke hjemmehørende i Grønland. Der er næsten ingen faste læger på kysten, som er hjemmehørende, og der er næsten ingen eksempler på læger på kysten – de bliver her i Nuuk. De unge tandlæger bliver i høj grad også i Nuuk.”
Sundhedsforsikringer er et hit
Henrik L. Hansen mener, at dele af befolkningen er stærkt utilfreds med, at man ikke får den vare, man gerne vil have, og som man forventer af et europæisk system – dvs. den danske model, der er trukket ned over Grønland. I Danmark er der en behandlingsgaranti, dvs. kan du ikke få din behandling i det offentlige sygehusvæsen, bliver du tilbudt behandling på et af de privatdrevne hospitaler. Desuden har mange firmaer sundhedsforsikringer, hvor medarbejderen kan blive behandlet på et privathospital. Derfor er der et stort boom i sundhedsforsikringer i Grønland, hvor en betydelig del af befolkningen efterhånden har en sundhedsforsikring, som bliver brugt flittigt. Men er der privathospitaler i Grønland? Henrik L. Hansen svarer:
”Nej, folk tager til Danmark. Private og selvstyreejede virksomheder giver dem ofte til deres ansatte og på forskellige niveauer. Det, der ofte er barrieren i det her, er, at patienten rejser ned og får at vide hos en knæspecialist, hvad der skal gøres. Så kommer de tilbage til Grønland og vil have ordnet det. Men ofte er det ikke umiddelbart en mulighed pga. ventelister. Forsikringer til både læge og tandlægebesøg er en stigende tendens, så der er et marked for private forsikringer.”
Uffe Wilken
Introfoto: Arkivfoto, Uffe Wilken.
