Clicks, calls og buzzes

22. oktober 2019 Slået fra Af uw@polarfronten.dk

Syv østgrønlandske narhvaler har gjort os klogere på, hvordan de jager og kommunikerer med deres omverden. Vigtig viden inden skibsstøj for alvor vil ændre det undersøiske lydlandskab.

Når narhvalen nærmer sig sit bytte i det buldrende mørke vand på 800 meters dybde, skifter den lyd. Fra de orienterende ”clicks” til ”buzzes”, som udsendes, når føden skal lokaliseres. Tilbage i overfladen er det måske i mellemtiden blevet tid til lidt socialiseren, hvor det så er ”calls”, der benyttes. Men hvad nu hvis der ligger et par krydstogtskibe eller et olieefterforskningsfartøj i nærheden – vil støjen fra dem påvirke narhvalernes evne til at orientere sig under vandet? Narhvalen bruger ca. 2/3 af sin tid på at jage. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan dyrene jager, og hvordan dyrene bruger lyd under vandet, inden en øget skibstrafik i området blander sig i lydbilledet.

Et hav af data

Biologer fra Pingortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) etablerede i 2010 den lille forskningsstation Hjørnedal sydvest for Milne Land i den inderste del af Scoresbysund.

Området i den inderste del af Scoresbysund ved Hjørnedal, hvor arbejdet med narhvalerne foregår (kilde: Blackwell et al., 2018).

Her har forskerne bl.a. arbejdet med at mærke narhvaler med forskellige typer sonder.

Efterhånden som sondernes måleinstrumenter bliver mere og mere avancerede, stiger mængden af data også og dermed også kravene til databehandling og analyse. Det er her professor Susanne Ditlevsen fra Matematisk Institut på Københavns Universitet kommer ind i billedet. Hun siger:

”Biologerne er blevet rigtig dygtige til at finde på tekniske løsninger, men at trække informationen ud af de enorme mængder af datafiler kræver en statistiker. Der er brug for forskellige fagligheder. Mine statistiske analyser alene giver ingen mening, uden at biologerne sætter dem ind i en biologisk sammenhæng.”

Som fx med narhvalernes lyde under vandet.

Narhvaler hyggesnakker i overfladen

I en publikation fra 2018 beskrev forskerholdet, hvordan de mærkede seks narhvaler med akustiske sonder, der i løbet af en uges tid opfangede både hvalernes og omgivelsernes lyde og markerede deres positioner i perioden 2013-2016. På baggrund af de indsamlede data og de efterfølgende statistiske analyser tegnede der sig et tydeligt billede af tre forskellige typer lyde med hver sin funktion. Susanne Ditlevsen forklarer:

”Lydene lyder rimelig forskelligt. Clicks er meget højfrekvent lyd og er som buzzes ret ensformige. Clicks bliver brugt til at orientere sig på vej ned i dybet. På bunden buzzer de så, når de lokaliserer byttedyret. Calls er deres egentlige sprog og kan lyde meget forskelligt – fx trompetagtigt. Af og til lyder det nærmest som en konference, når dyrene ligger i overfladen og hyggesnakker og har socialt samvær. Hver hval har sit eget call, som man kan genkende hvalen ud fra.”

Men hvordan kan man så vide, at et buzz hænger sammen med mad? Susanne Ditlevsen forklarer:

”Samtidig med at biologerne mærkede den ene narhval med en lydsonde, fik den også en temperaturmåler med en sender ned i maven. Når narhvalen finder sit bytte i dybet, kan vi høre, at den buzzer et par gange – og kort tid efter kan vi aflæse et temperaturfald i maven fra byttet. Haps!”

Satellitsporinger af de seks narhvaler i lydstudiet. Hjørnedal er markeret med en gul prik (kilde: Blackwell et al., 2018).

Kalorier og dykkedybde

I et andet studie, som blev publiceret tidligere i 2019, havde forskerne mærket en narhval med en sonde, som samlede information om hvalens dykkedybde hvert sekund over en samlet periode på næsten tre måneder. Det blev til 8.609 dyk på dybder mellem 20 meter og 910 meter. Som med de tidligere studier var der også her brug for matematikprofessorens statistiske værktøjskasse.

De statistiske analyser viste, at narhvalen havde tre forskellige ”adfærdstilstande”: Én hvor den dykker mellemdybt til 3-400 meter, én hvor den dykker dybt til 6-800 meter, og en tilstand hvor den ligger i overfladen og slapper af i kortere eller længere tid. De to forskellige dykkedybder tolker forskerne som jagt på forskellige byttedyr. Det kræver mere energi at dykke til 800 meter, så her er det måske kalorierige blæksprutter, den napper. Fremfor knap så energikrævende dyk efter den mere kaloriefattige torsk, der svømmer rundt i 3-400 meters dybde.

En nærliggende tanke er, hvad de to undersøgelser tilsammen kan bruges til. Susanne Ditlevsen tøver en smule, førend hun uddyber:

”I studiet med lyd kan vi tolke på, hvad lyden afslører – fx at gruppen af narhvaler har socialt samvær i overfladen, og på hvilke dybder de finder føde. I det lange dykkestudie kan vi se, hvordan en anden narhval opfører sig i løbet af en længere periode med forskellige typer dyk og varierende overfladetid. Samlet set kan vi bruge begge studier til at være opmærksomme på, at vi ikke overfortolker på nogle af de ting, vi ser i det korte lydstudie i forhold til det lange dykkestudie. Eksempelvis var der i langtidsstudiet en periode på over to døgn, hvor hvalen ikke dykkede. Er det naturlig adfærd? Den åd jo ikke i den periode? Det lange studie viser således, hvor variabel narhvalens adfærd er henover tid. I det korte studie ser vi kun et øjebliksbillede. Her kan vi måske tolke forkert og tro, at det vi ser henover for eksempel tre dage er typisk adfærd – men måske vi blot har set et lille udsnit af det store billede.”

Kontakt: Susanne Ditlevsen susanne@math.ku.dk

Introfoto: Narhval får monteret sender på tanden (foto: Carsten Egevang).

Faktaboks: Undersøgelser sommeren 2019

CTD-sender monteret på narhval (foto: Mads Peter Heide-Jørgensen, Pingortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut).

Undersøgelserne af narhvalerne fra feltstationen i Hjørnedal er fortsat i 2019, hvor der udover flere sonder også er mærket narhvaler med såkaldte CTD-sendere, som giver oplysninger om saltholdighed og temperatur ved forskellige dybder ned igennem vandsøjlen. Det giver et kæmpe materiale om oceanografien i områder og på tidspunkter, hvor det er meget dyrt og vanskeligt at lave målinger med konventionelle metoder. Endelig er der også i 2019 lavet de første forsøg med at undersøge, hvordan narhvalerne kommer af med varmen. Narhvaler og de to andre arktiske hvaler, hvidhvaler og grønlandshvaler, er ekstremt godt isoleret mod kulden. Men når havtemperaturen stiger, søger de væk fra de varme områder; skyldes det at disse hvaler ikke kan komme af med varmen? (Kilde: Mads Peter Heide-Jørgensen, Pingortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut).