Sociale bremseklodser mangler i mineindustrien

Mineprojekter i Grønland kan have negative konsekvenser for lokalbefolkningerne, allerede inden de er gået i gang. Derfor foreslår forskere en form for screening af projekter, inden firmaerne indsender deres ansøgninger. Men at komme med faglige indspark i de ofte meget følelsesladede debatter om miner i Grønland er øretævernes holdeplads.

I forbindelse med anlæggelse af en mine i Kuannersuit (Kvanefjeld) nær Narsaq i Sydgrønland har der de seneste ca. 20 år været afholdt en række borgermøder, hvor borgerne kunne stille spørgsmål til ministre, myndigheder og mineselskab. Minen skal bryde malm med sjældne jordarter, men som biprodukt får man også uran. På et af møderne rejste en kvinde sig op og henvendte sig til panelet med spørgsmålet: ”Vil I selv bo i Narsaq, hvis minen bliver en realitet?”

Spørgsmålet er et synligt udtryk for den bekymring, der ligger i en lokalbefolkning, når store anlægsprojekter er i støbeskeen. Lang tid forinden det første spadestik måske/måske ikke skal tages, har projektet allerede påvirket lokalsamfundet. Det er professor Anne Merrild Hansen fra Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet og Aalborg Universitet, født og opvokset i Narsaq, der refererer kvindens spørgsmål. Hun ser gerne, at den slags bekymringer, som spørgsmålet er et udtryk for, bliver adresseret så tidligt i planlægningsprocessen som muligt. For som hun siger:

”Miljø har vi beskæftiget os med i mange år, og det kender vi godt. Derfor har vi grænseværdier for, hvad vi vil acceptere og ikke acceptere. Men på det sociale område findes der ikke grænseværdier, og derfor bliver det svært at argumentere for, hvornår noget kan have en så væsentlig konsekvens for det lokale samfund, at det bør føre til, at man afviser projektet.”

Derfor foreslår hun og andre forskere, at der så tidligt som muligt foretages en screening af projekter, for at finde ud af, om der er ”no-go faktorer” til stede, dvs. faktorer, der allerede inden projektet går i gang kan give et fingerpeg om, hvorvidt projektet vil få de tilladelser, der skal til.

Efterlyses: Sociale grænseværdier

Det har i mange år været lovpligtigt at foretage en miljøvurdering inden større anlægsprojekter startes op. Vurderingen er en del af det oplyste grundlag, en beslutning tages på. I løbet af de seneste ca. 20 år har en tilsvarende Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed (VSB) vundet mere og mere indpas som et element på lige fod med miljøvurderingerne.

Anne Merrild Hansen er udmærket klar over, at det sociale område er mere svært at håndtere end fx miljø. Dels fordi det er svært at sætte ”hardcore parametre” på. Ingen har lyst til at fastsætte grænseværdier for, hvor mange der må dø i mineulykker, eller hvor mange uønskede graviditeter der må opstå i lokalsamfundet. Og dels fordi det er ret nyt at tænke i disse sociale sammenhænge. Men det sociale fylder mere og mere, og som Anne Merrild Hansen siger:

”I forhold til minedrift ved Narsaq har der været efterforskning siden starten af 2000’erne – og det er først nu, der bliver lavet en VSB. Det, der bliver lavet en VSB på, er, hvad der vil ske, hvis minen bliver en realitet. Men der har jo allerede været en række konsekvenser. Fra det tidspunkt hvor efterforskningen startede, begyndte folk at overveje deres tilværelse og at tage stilling til, om de vil vedligeholde deres hus eller ej, eller om de overhovedet har lyst til at forblive en del af lokalsamfundet i Narsaq. Rigtig meget går i stå, fordi folk afventer, hvad der kommer til at ske med deres fremtid, og hvilke forudsætninger de har at handle ud fra. I vores undersøgelse siger vi så, at man skal tænke på de sociale konsekvenser meget tidligere i processen – inden en VSB. Det er svært at stille krav om en VSB, når mineselskabet ikke engang ved, om de vil have en mine. Det er der, vores screeningværktøj kommer ind.”

”No-go faktor” som bremseklods

Derfor foreslår forskerne, at mineselskaberne inden at de giver sig i kast med dyre miljø og sociale konsekvensanalyser screener lokalsamfundene for at lokalisere ”no-go faktorer” – faktorer der kan bremse deres projekt.

Som reference anvender forskerne FN’s Menneskerettighedskonvention, en konvention som er anerkendt af både mineindustrien og mange finansieringsorganisationer. Konventionen nævner retten til en bolig, tilstrækkelig mad, beklædning og til en kontinuerlig forbedring af ens levestandard. Forskerne nævner som eksempel det, at fratage mennesker retten til en ordentlig vandforsyning. Det vil være i strid med rettigheden om en passende levestandard – især for landmænd og fjerntliggende landsbyer uden alternative muligheder for vandforsyning. Skulle en landsby blive frataget muligheden for en fortsat vandforsyning pga. et projekt, ville det svare til at fratage landsbyen sine basale menneskerettigheder – og vil derfor være en social no-go faktor.

Anne Merrild Hansen håber, at de kan være med til at starte en diskussion blandt forskere, minefirmaer og myndigheder om, hvordan man kan inddrage en større social dimension, når store mineprojekter banker på døren – ikke mindst fordi den globale grønne omstilling kræver flere naturressourcer, der skal eftersøges og udnyttes i de kommende år.

Tæsk

At bidrage med faglig viden i en til tider meget følelsesladet debat er øretævernes holdeplads, og tungen skal nok holdes lidt mere lige i munden end sædvanligt. Anne Merrild Hansen fortæller om, hvordan hun positionerer sig i et konfliktfyldt diskussionsmiljø:

”Jeg har forsøgt ikke at være nogens ambassadør, ikke at være mineselskabernes ambassadør – måske mest være folkets ambassadør. Jeg er ikke politiker, så jeg skal ikke tage stilling til, om projekterne er gode for Grønland eller ej. Jeg skal fortælle, hvad er det for en viden, man har brug for at have for at kunne træffe nogle informerede beslutninger og sikre, at projekterne så vidt muligt – hvis de bliver implementerede – bliver til gavn for Grønland. Det er kompliceret. Jeg ser mig selv som en forandringsagent med henblik på, at forandre tingene til det bedre uden at tage parti.”

”Og ja, jeg har også fået tæsk. Under valget udtalte jeg mig til medierne, og jeg synes selv, at jeg var både kritisk og sagde, at der var nogle ting omkring det samfundsmæssigt bæredygtige, der fungerede, men der var også noget, der ikke fungerede. Forsøgte kort sagt at være objektiv. I kommentarsporet på KNR’s artikel stod der så bl.a. at ”hende den danske professor hvad bilder hun sig ind – hun er ikke velkommen i Grønland, hun er alt for positiv og går bare med mineselskaberne”. Andre skrev at ”hun prøver at piske en stemning op og få folk imod’. At jeg forsøgte at være neutral blev opfattet som jeg var både for og i mod på en gang – så de var alle sammen sure på mig.”

Forskningen bringes i spil

I sin forskning har Anne Merrild Hansen kontakt med både interessenter i mineindustrien og offentligheden, og hun ser sig selv som en ”forandringsagent”. Hun siger:

”Vi er med til at udvikle og forbedre redskaberne, som mineindustrien og andre skal anvende, og som forhåbentlig kan føre til, at der er færre negative konskevenser, når eller hvis projekterne bliver implementeret lokalt. Men også at der bliver flere positive konsekvenser. Man tænker tit om mineprojekter, at det er den store slemme kapital, der kommer og smadrer lokalsamfundet. Men der er mange eksempler fra andre steder i verden, hvor samfundet er blomstret op omkring en mine, som er blevet en vigtig arbejdsplads i lokalsamfundet, og hvor man har håndteret det på en ordentlig måde. Det kræver, at processerne lægger op til, at mineselskaberne og lokalsamfundet finder en konsensus om, hvilken vej de skal gå.”

”Det at være forsker i Grønland er meget taknemmeligt, fordi vi er meget tæt på dem, der kan bruge vores forskning og bringe den ud i livet på en helt anden måde, end man ser det mange andre steder i verden. Vi kan komme i dialog med myndigheder og politikerne, fordi vi er så lille et samfund. Så forhåbentlig er der flere typer nytteværdi for samfundet. Nationalt informerer vi lovgivningen og forbedrer den, fordi vi har indblikket i, hvad man gør andre steder i verden, og hvad er der gode erfaringer med. Derfor kan vi forskningsmæssigt informere lovgivningsarbejdet – det gør vi også. Og der bliver lyttet til os.”

Uffe Wilken

Kontakt: Anne Merrild Hansen merrild@plan.aau.dk

Introfoto øverst på siden: Hjelme i Greenland Mining and Energy’s værksted, Sydgrønland (foto: Forskningscenter for Arktisk Olie og Gas, 2017).

Link

Aaen, Merrild Hansen & Kladis: Social no-go factors in mine site selection. The Extractive Industries and Society 8, 2021.