Ansvaret, der flyttede

I dette interview giver læge og formand for Grønlands Center for Sundhedsforskning, Gert Mulvad, sit bud på årsagerne til Grønlands sociale krise og kommer også med indspark til mulige løsninger.

Det grønlandske samfund har de seneste ca. 40 år befundet sig og befinder sig stadig i en social krise med misbrug, selvmord og overgreb i mange familier. Det er emner, der fylder meget i sundhedsvæsenet, medierne og i befolkningen, og landets sundhedsprogram Inuuneritta III (2020-2030) signalerer også med titlen ”Det gode børneliv”, hvor programmet har sit fokus.

Læge og formand for Grønlands Center for Sundhedsforskning, Gert Mulvad, giver i dette interview sin personlige mening om årsager og løsninger til Grønlands sociale krise.

Hvad mener du er årsagen til den sociale krise i Grønland?

”Selvmordsdelen er et udtryk for krisen med 40-50 selvmord pr. år, og sådan har det været de seneste 30-40 år. Man kan pege på flere årsager, og jeg mener, at en af de væsentligste er, at der er en forventning om, at andre løser ens problemer. Her bliver vi nødt til at få vores ansvar tilbage i alle dele af samfundet. At alle er parate med de evner, vi har, til at tage det ansvar, vi hver især kan bære, i at skabe det samfund, vi gerne vil have.”

Mener du, at for 40 år siden så familien det som sit ansvar, hvis der var mistrivsel hos de unge, men hvor man i dag ikke ser det på samme måde – mere som institutionernes og samfundets ansvar?

”Hele samfundsudviklingen går på, at samfundet påtager sig et større ansvar – voksne skal ud og arbejde. Det arbejde, som samfundet udvikler sig i, er individuelt, hvor hver enkelt voksen arbejder for at tjene pengene, og så sørger samfundet for at passe børnene. Den tid, hvor vi skal fungere som familie, bliver mindre og mindre. Det er en udvikling af et samfund, hvor samfundet tager ansvaret for børns udvikling mere end familien gør – og det giver en udvikling, som vi ikke har ordentlig styr på. Jeg har et eksempel fra min dagligdag som læge, hvor familier kommer med småbørn og siger, at ”nu må vi se at gøre dem raske med noget medicin. De skal i vuggestue, for vi skal på arbejde”. Her er der nogle behov for at gå ind og korrigere i samfundet, så familien kan få lov til at have det ansvar.”

Men det vil vel kræve en temmelig stor omlægning af samfundsstrukturen?

”Der er flere dimensioner i udviklingen, som giver det, du kalder en krise. Der er en krise, fordi man ikke har fundet en måde at håndtere samfundsudviklingen på. Er man ikke parat til at omlægge nogle ting, så tror jeg ikke, at man for alvor kan komme ind og løse krisen, hvor jeg har sat selvmordet som en faktor, og hvor ansvaret er enormt afgørende for at løse det problem. Det skal løses ved en egen ansvarlighed.”

”Hvad er det i vores udvikling, som giver os værdi i tilværelsen? Udvikling af økonomien betyder enormt meget i værdisætning. Det er en af de ting, vi bliver nødt til at kigge på. Er der andre ting end økonomi, der giver værd. Naturen og at være en del af naturen er en grundlæggende værdi for langt de fleste grønlændre – det at kunne komme ud i naturen og have den tilgængelighed og oplevelse af, at her får jeg kræfter. Der går samfundsudviklingen også den modsatte vej. Når vi arbejder fra kl. otte til 16 og har fri i weekenden, og måske ikke har råd til en båd, der må man også kigge på nogle ting. Fx om hvordan er det at være i en storby og leve i et hus på 12 etager, som er den nye udvikling her i byen – hvad giver det af værdi for mig. Familien og naturen er to vigtige faktorer til at skabe mental sundhed, oplevelser sammen i naturen, benytte naturen til jagt eller fiskeri, og sammen med familien udnytte de føderessourcer, der er i vores lokalområde. Det vil også give en dagligdag, hvor fællesmåltidet vil få en helt anden betydning til at binde familien sammen. Vi må skabe en dynamik i vores samfund, så alle får den muligehed.”

Du har tidligere nævnt ordet ’ansvarlighed’. Hvad mener du med ansvarlighed, og hvordan kan ansvarlighed i lokalsamfundene bruges som instrument til at vende udviklingen?

”Jeg arbejder på at finde fondsmidler til et femårigt lektorat, der skal arbejde med mental sundhed på tværs af faggrænser, således at vedkommende skal undervise lærerstuderende, socialrådgivere og sygeplejersker. Det passer sammen med arbejdet ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) omkring tværfaglig overbygning på de nævnte uddannelser. De tre grupper er dem, der kommer ud i lokalsamfundene – og det er dem, der kan indgå i samarbejder, hvis de har et fælles uddannelsesgrundlag. Man kan håbe, at det smitter af, når de senere sidder ude i lokalsamfundene, når de har denne viden om betydningen af mental sundhed, og at de kan bruge den i hver deres fag, men også på tværs af fagene. Men det er en langsigtet proces – vi kan ikke forvente, at det ændrer noget i morgen. Havde man gjort det for 15-20 år siden, så tror jeg, at vi ville se situationen noget anderledes.”

”På den kortere bane er man på sygeplejersiden i gang med at snakke om hele den mentale sundhedsdel ude i de enkelte lokalområder – fx værdier i ens arbejde, så man bliver i arbejdet. Der kører projekter nu, hvor folk fra sygeplejeruddannelsen på Ilisimatusarfik er ude og tale med sygeplejerskerne i lokalområderne. Der kan man finde ud af, hvilke behov der er her og nu, og man  kunne forestille sig noget tilsvarende på lærer- og pædagogområdet.”

De fleste grønlændere, jeg snakker med, og som det også tit fremgår af artikler i medierne, snakker netop om de tætte relationer mellem familiemedlemmerne. Men set i lyset af, at overgreb af den ene eller anden art er et stort problem i Grønland, hvordan kan disse to ting så hænge sammen?

”Det kan være svært nogle gange at se betydningen af familien på trods af problemerne. Det er en af de ting, jeg mener er ret afgørende. Hvis vi har så meget fokus på problemdelen, og forsøger at løse det ud fra det, så kommer vi ingen vegne. Hvor i mod hvis vi fokuserer på det, der fungerer, og det der betyder noget og værdisætter, så tror jeg, at alle kan se, at den værdi kan bruges til at løse problemet.”

”Jeg vil ikke på nogen måde negligere problemerne, men der er altså nogle værdier, der ligger ved siden af problemerne. Det er det værdisæt, der skal styrkes. Det kan være svært at forstå, at en sådan værdi kan spille sammen med så voldsomme problemer, som man ofte ser. Man skal formå at se de værdier, fordi det er her, løsningen skal findes. Der kan være familier, hvor værdigrundlaget ikke er til at kunne løse problemerne, og dér hvor man står i den situation, at børn bliver fjernet fra deres familier i de meget greelle tilfælde.”

”Her ønsker man politisk fra naalakkersuisoq (sundhedsminister) Mimi Karlsen, at der skal fjernes færre børn – man skal finde nogle andre løsninger, og de skal findes i de værdisæt, der skal være med til at løse problemerne. Så at de voksne selv kan se, at med den værdi, de stadig har i deres familie og lokalsamfund, der bliver de nødt til at tage ansvar for de problemstillinger, som de står med, når vi som samfund ikke kan acceptere at leve på den måde. Familien skal sige, at vi har kærlighed til barnet – det er på den måde, tingene skal bruges.”

Uffe Wilken

Introfoto: Arkivfoto. Uffe Wilken