Årene går, og millimeter bliver til centimeter
Grønland hæver sig, og vandstanden stiger her og falder der. Forskere fra New York og Nuuk samarbejder med fiskere, fangere og skoleelever i fire grønlandske byer om at kortlægge ændringerne.
Udsagnet “Greenland rising” skal tage helt bogstaveligt, for Grønland hæver sig, og Greenland Rising er projektet, der skal måle og forudsige, hvor meget landet vil hæve sig i de kommende år. Selvom det drejer sig om få millimeter om året, kan det få betydning på lidt længere sigt for fx sejladsen i fjordene og for byggeprojekter som havnekajer og kloakledninger. Nogle steder har landhævningerne i løbet af de sidste par generationer allerede haft konsekvenser. Projektkoordinator Karl Zinglersen fra Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) siger:
Inden for i kabinen hos Aron Aqqalu Møller fra Aasiaat. Aron Aqqalu fører båden, mens Aqqaluk Sørensen holder styr på opmålingerne. Som lokal har Aron Aqqalu livslang erfaring med at navigere i farvandet til stor fordel for undersøgelserne (fra Pinngortitaleriffiks Facebookside).
”Når vi er på feltarbejde, snakker vi med de lokale folk ude omkring. Nogle af de ældre har erfaring med bestemte områder, hvor de plejede at kunne sejle. Men nu ligger nogle af skærene lidt højere oppe, så de lokale må nu tage en anden rute, end de gjorde i gamle dage. Det har vi hørt eksempler på, og det er interessant, at lokalbefolkningen kan se det, vi andre kan måle. Godt at vide for os, for selvom det er få millimeter, så har det en betydning over tid.”
Forskellige steder hæver sig forskelligt
Projektet Greenland Rising er et fællesprojekt mellem Columbia University i New York og Pinngortitaleriffik i Nuuk. Karl Zinglersen fortæller om projektet:
Opmålinger i strædet Ikerasannguaq tæt ved Aasiaat. Rød farve betyder lave dybder, og grøn dybere vand – relativt set. Det smalle stræde kan kun besejles med jolle og er kun ca. 1 m dyb ved mundingen i nord (opmåling: Aqqaluk Sørensen. Fra Pinngortitaleriffiks Facebookside).
”Det handler om, at vi måler, som det ser ud i dag og modellerer så ud på den lange bane, til hvad der sker i år 2100. Vi bruger de aktuelle informationer, man har fra GNET, der er en gruppe højpræcisions GPS-stationer rundt omkring Grønland, vedligeholdt af DTU Space. De måler, hvordan jordskorpen bevæger sig i alle retninger. Stationerne kan måle, at det fx på den ene station hæver sig 10 mm om året, og på den anden station 7 mm om året osv. Man kan så se en variation hen over den årrække, man har stationerne stående.”
Variationerne har noget at gøre med Indlandsisens udvikling. Kigger man fx på Nuuk og sidste gang, der var Indlandsis, der hvor byen ligger nu, så er det mere end 10.000 år siden. Landet hæver sig 3 mm/året, mens det oppe i Kullorsuaq i Nordvestgrønland, som ligger tættere på Indlandsisen, er færre år siden, at isen flyttede sig. Der hæver landet sig ca. 10 mm/året. Det er isen, der bestemmer ændringerne. For Kullorsuaq er det 10 cm over 10 år og 80 cm frem til 2100.
Til trods for at det er få millimeter om året, så bliver det til centimeter, som årene går. Derfor er projektet i dialog med Departementet for Infrastruktur omkring havneforhold. Ønsker man fx at ændre på havnen i Aasiaat, så bør det gøres på en bestemt måde, så man ikke igen behøver at ændre på havnen 50 år efter.
Isen er afgørende
Der er to ting, der bestemmer, hvor meget Grønland hæver sig. Den ene er afsmeltningen af iskappen siden afslutningen på den seneste istid for ca. 10.000 år siden. Når der bliver mindre is, presser isen ikke længere landet ned, og landet hæver sig. Men da isen forsvinder med forskellig hast forskellige steder i Grønland, er hævningen ikke ens.
Den anden ting er isens tiltrækning af havet. Isen udgør en stor masse, og masser tiltrækker. Et velkendt eksempel er Månen, som tiltrækker vandet i havet. Resultatet er tidevand – vandet flytter sig med Månens bevægelser. Er isen længere væk, vil tiltrækningen være mindre, og i det tilfælde vil vandet bevæge sig væk. Er Indlandsisen tæt på havet, vil tiltrækningen være større. Men ligger isen tæt på havet, og smelter isen hurtigt, som den gør i disse år, fjernes vægten ligeledes hurtigt, så landet vil hæve sig hurtigt. Og samtidig vil isens tiltrækning af havet blive mindre. Resultatet ses i fx Kullorsuaq. Her hæver landet sig med ca. 10,5 mm/året, mens havniveauet vil falde med 2,7 meter frem til år 2100. I Nuuk og Aasiaat er isen længere væk, så der er tiltrækningen minimal.
Ud over Kullorsuaq undersøger Greenland Rising tre andre lokaliteter rundt om i Grønland: Nuuk, Aasiaat og Tasiilaq. Og foreløbige beregninger frem til år 2100 viser et noget varieret billede, hvor Nuuk vil hæve sig 3,3 mm/året, og havet vil stige 20 cm. I Aasiaat vil landet hæve sig 6,3 mm/året og vandstanden falde med 0,6 m. I Tasiilaq vil landet hæve sig med 7,7 mm/året, mens vandstanden vil falde med 1,3 m.
Undervisning (fra Pinngortitaleriffiks Facebookside).
Børn er inviteret med i Greenland Rising
Ud over at hente data fra GPS-stationerne, så går en stor del af feltarbejdet med at måle havbunden op, tale med fiskere og fangere – og ikke mindst engagere skolebørn i arbejdet med at etablere stationer, der kan måle tidevand. Karl Zinglersen forklarer:
”I vores skoleprojekt gør vi eleverne opmærksomme på, at klimaforandringer ikke kun foregår i et globalt perspektiv, men også at det er lokalt, og hvad det betyder for dem. Herunder altså også vandstandsstigninger eller -fald. Vi har to typer stationer – de dyre stationer opsætter vi selv; og så har vi en simplere model, som eleverne sætter op. Det er i læringsøjemed. Eleverne får øjnene op for naturvidenskabelig metode, og hvordan man kan sætte det op rent praktisk og selv få data ud.”
Begrebet citizen science, eller på dansk borgervidenskab, er en måde at engagere ikke-fagfolk i at indsamle data, som videnskabsfolk kan bruge i deres forskning. Vil Greenland Rising kunne bruge de data om havniveauer, som skoleeleverne indsamler? Til det siger Karl Zinglersen:
”Stationerne er primært til undervisning, men vi kan sagtens bruge deres data som supplement. Det har været en udfordring at sætte de dyre stationer op, så der vil formentlig være nogle steder, hvor vi ikke har andet. Så vil det være elevernes data, vi bruger, men efter en prioritering.”
Karl Zinglersen fortæller, at projektets del med undervisning har været en stærk komponent, og at de har brugt meget tid på det. I Nuuk har de undervist på Nuuk Internationale Friskole, hvor hovedsprogene er dansk og engelsk, og hvor de har kunnet køre live undervisning fra Columbia University, og på de andre lokaliteter er der blevet undervist på både grønlandsk, dansk og engelsk.
En sideffekt af coronaen
En del af forskernes feltarbejde går ud på at interviewe fiskere og fangere for at involvere de lokale i projektet. Karl Zinglersen siger:
”Vi spørger fiskeren om, hvordan han ser sit lokalområde i forhold til klimaforandringer, generelle ændringer og naturressourcerne. Og spørger specifikt til det geologiske, om der er noget, der har hævet sig i forhold til tidligere. Desuden får vi data fra områder uden for havnene, hvor vi laver kort til fiskere, så de kan se deres områder – en gestus over for fiskerne. Vi har ansat en ung geofysiker, der er født og opvokset i Nuuk, og vi har haft grønlandske studerende med, så vi kunne arbejde på grønlandsk. Oprindelig var der et større amerikansk islet, men nu er det mere grønlandsk – også takket være corona-nedlukningen. Intervieweren har kunne interviewe fangeren på grønlandsk, hvilket er en stor fordel.”
Karl Zinglersen fortæller om sommerens feltarbejde:
Opmåling af sunken fartøj beliggende ud for Aasiaat. Stregerne består hver af 1024 punkter ”beams”, der hver især rammer et stykke af båden og tilsammen danner en tredimensionel aftegning (fra Pinngortitaleriffiks Facebookside).
”I år har vi målt med multibeamsonar langs havnekajerne i Aasiaat og Nuuk. Her har vi spurgt fiskerne, hvilke områder der ville være interessante at undersøge for dem. De fleste fiskere fisker på dybere vand, så der måler vi af hensyn til vores interessenter – men om det stiger eller falder nogle få centimeter er jo dybest set ligegyldigt for dem. Det er vigtig viden for lokalbefolkningen at vide, hvordan terrænet ser ud, der hvor de fisker. I april var vi i Kullorsuaq og ude på isen med en fanger, som fiskede hellefisk gennem et hul i isen. De hellefisk, der kom op, var få og små. Så vi tog en GPS-position og kiggede på kortet fra en tidligere opmåling. Vi foreslog fangeren, at han skulle flytte sin plads lidt i en anden retning, for så ville han komme ned i en fordybning – det ville måske være et bedre sted for hellefisk. Det gjorde han og hev derefter den ene store fisk op efter den anden. Herligt at opleve, at hans erfaring og vores data kunne bringes i samspil. Det er nytteværdi!
Uffe Wilken
Kontakt: Karl Zinglersen kazi@natur.gl
Introfoto øverst på siden: Installation af multibeam udstyr på en mindre kabinebåd fra Aasiaat. Et stort beslag er sat fast på rælingen og holder en lodret stang i kraftig aluminium. I vandet for enden af den lodrette stang sidder multibeam sonaren monteret, foroven en tværgående stang med to højpræcisition GPS-antenner. Beslaget kan drejes, så sonaren kan tages op af vandet under transport (foto fra Pinngortitaleriffiks Facebookside).
