Ny forskning: ringsælerne i Ilulissat Isfjord er helt specielle
Lokale fangere i Isfjorden ved Ilulissat har længe kendt til en særlig ringsæl – Kangia-sælen – der er væsentligt større og har en markant anderledes pelsfarve og mønster end typiske ringsæler i Arktis. Nu viser videnskabelige undersøgelser, at der er tale om en ringsæl, der i en lang periode – mere end 100.000 år – har været isoleret fra andre ringsæler.
Det kan være svært at udforske den arktiske natur. Barske forhold og store afstande er betydelige udfordringer, når forskere vil lokke hemmeligheder ud af naturen.
Nu er det imidlertid lykkedes et forskningsprojekt, ledet af grønlandske og danske forskere, at beskrive en ny type af ringsæl, der lever i Isfjorden ved Ilulissat i Vestgrønland; et unikt naturområde på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Resultaterne er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Molecular Ecology.
En lille bestand
Gennem en årrække indfangede forskerne sammen med lokale fangere ringsæler i Isfjorden. Sælerne blev fanget i net og fik monteret en lille satellitsender. Når sælerne var oppe for at trække vejret, sendte satellitsenderen besked om, hvor sælen befandt sig.
Kangia ringsælen er større end den typiske arktiske ringsæl og har en anderledes pelsfarve med mere markante mønstre i pelsen (foto: Pinngortitaleriffik – Grønlands Naturinstitut).
”Vi kunne se, at sælerne primært holder til inde i Isfjorden. Fra fly har vi kunne tælle sælerne og har derfor kunne estimere, at der kun er ca. 3.000 af disse særlige Kangia ringsæler, som vi kalder dem,” siger Aqqalu Rosing-Asvid, seniorforsker ved Pinngortitaleriffik – Grønlands Naturinstitut, og en af forskerne bag undersøgelserne.
Den lille stedfaste bestand er højst usædvanlig i forhold til den typiske arktiske ringsæl, der har en enorm bestandsstørrelse og ofte bevæger sig tusindvis af kilometer rundt i Arktis for at søge føde.
Har være isoleret gennem tusinder af år
Forskerne udtog også små vævsprøver fra de indfangede ringsæler. Prøverne blev sendt til genetiske analyser for afdække sælernes DNA-profil. Og resultaterne afslørede, at disse Kangia ringsælers DNA er genetisk forskelligt fra den typiske arktiske ringsæl.
Pelsfarve og mønstre på pelsen for Kangia ringsælen (venstre) og en typisk arktisk ringsæl (højre) (foto: Pinngortitaleriffik – Grønlands Naturinstitut).
”Fra DNA-analyserne kan vi også se, at Kangia ringsælen har været isoleret i fjorden gennem mere end hundredetusinde år,” fortæller Morten Tange Olsen, lektor ved Globe Institute på Københavns Universitet og Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet. Begge danske universiteter deltog i undersøgelserne.
Gennem de mange år har Kangia-ringsælen tilpasset sig livet i Isjorden. Det kan spores i genetiske ændringer, der bl.a. har givet ophav til dens karakteristiske pels, kropsstørrelse og muligvis fysiologiske tilpasninger til livet i Isfjorden.
Men hvor og hvordan er Kangia ringsælen blev isoleret fra andre arktiske ringsæler, og hvorfor de fik deres nye specielle biologiske kendetegn er stadig en gåde.
Måske også særlige sæler i andre arktiske fjorde
Studiet understreger, at der stadig er meget, vi ikke ved om diversiteten af organismer i Arktis, og dermed deres muligheder for at tilpasse sig klimaforandringer og menneskelige aktiviteter.
”Der mange andre fjorde i Arktis, som endnu ikke er undersøgt i detaljer, og hvor ringsælerne måske også lokalt kan have udviklet nye genetiske varianter”, påpeger Rune Dietz, professor ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.
Peter Bondo Christensen (PBC er kommunikationsmedarbejder ved Arktisk Forskningscenter, Aarhus Universitet)
