Peqqissuserput – Timi, tarneq anersaarlu

Sundhed er mere end kolesteroltal, kondi og koteletter, noget der kun dækker den fysiske sundhed. Det er også tanker, adfærd og handlinger, som er mere ovre i den mentale sundhed. Krop og sjæl, kunne man sige. Men set fra et kalaallit/inuit synspunkt skal der tilføjes endnu et begreb til ovenstående, nemlig ånd. Eller på grønlandsk Timi, tarneq anersaarlu (krop, sjæl og ånd).

Selvom man i Grønlands seneste befolkningsundersøgelse fra 2018 kan læse, at der er mindre vold, alkoholmisbrug og seksuelle overgreb i samfundet end tidligere, så er der stadig lang vej endnu for at skabe en sund og tryg opvækst for mange børn og unge. Derfor lancerede Naalakkersuisut i 2020 folkesundhedsprogrammet Inuuneritta III 2020-2030, der med titlen ’Det Gode Børneliv” siger noget om, hvor der skal være ekstra fokus på sundheden de næste mange år. Her fylder den mentale sundhed meget, og netop anersaaq er et grundstof i at adressere børn og unges mentale sundhed. Det er en ny måde at se på og arbejde med mental sundhed i Grønland.

Vestlig forskningsmetodik blandes med kalaallit/inuit viden

I mange år har man i Grønland primært praktiseret både sundhedsforskning, men også behandling og sundhedsfremme, ud fra en vestlig tilgang. Som professor Christina Viskum Lytken Larsen fra Center for Folkesundhed i Grønland på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Syddansk Universitet siger:

”I arbejdet med at skrive Inuuneritta III tog vi udgangspunkt i den grønlandske sundhedsopfattelse. Det inkluderer de klassiske sundhedsindikatorer så som livsstil, uddannelse, arbejde og andre levevilkår, men medtager også betydningen af fx sprog, kultur, natur, familie og lokale styrker og værdier – og det er det, der er styrken ved programmet. Det bygger på en holistisk forståelse af sundhed. ”

Netop tilføjelserne er vigtige set i et grønlandsk perspektiv. Christina Larsen fortæller:

”I vores dialog med borgerne på tværs af mange forskellige forskningsprojekter de sidste 30 år, er naturen, familien og den lokale tilknytning altid blevet fremhævet som afgørende for sundhed og trivsel. I forsøget på at udvikle en kulturelt relevant model for, hvad der har betydning for sundhed og trivsel i Grønland, har vi altså kombineret viden fra inuitkultur, epidemiologi, sundhedsvidenskab mv. I Grønland er det velkendt, at tid i naturen og med hinanden i forbindelse med fx jagt, fiskeri og bærplukning, giver styrke og glæde. Denne viden ønsker vi at føre mere direkte ind i det sundhedsfremmende arbejde.”  

”… et menneske uden hoved”

Men hvor er anersaaq, ånden, i det her? Når man i en dansk kontekst bruger ordet ’ånden’, tænker man måske mere på, at ”sådan er ånden i klubben”. Ingelise Olesen er forskningskoordinator på Center for Folkesundhed i Grønland på Ilisimatusarfik og Syddansk Universitet, og hun uddyber ordet anersaaq.

”I sundhedspolitiske sammenhænge er det oftest, at man italesætter, hvor vigtigt det er, at man har timi, tarneq (krop og psyke) med. Det er meget almindeligt, at man siger, at den fysiske og psykiske sundhed hører sammen. Men man glemmer ofte dimensionen anersaaq altså det spirituelle eller ånden, som vi har oversat det med. Peqqissuserput ­­­– den sundhedsmodel, vi har udviklet, er udviklet på baggrund af forskningssamtaler med rigtig mange mennesker, og de nævner alle den åndelige dimension, når man taler om trivsel og sundhed. Timi, tarneq, anersaaq skal være i balance, for hvis der er balance, og de hænger sammen, så kan man det meste – man kan håndtere det at være i live.”

”Da jeg spurgte en af vores ældre omkring hendes definition af timi, tarneq, anersaaq, sagde hun: At se på et menneske kun som timi (fysisk) og tarneq (psykisk) uden at tage anersaaq (ånden) med, det er som et menneske uden hoved. Kalaallit (grønlændere) anersaavat definerer kulturelt, hvem vi er. Man har tit, når man sidder og snakker med folk i al almindelighed, sagt kalaallit anersaavat – det er den grønlandske ånd. Det refererer ofte til kultur – den måde man agerer og navigerer i sin verden på.”

Man kunne forestille sig, at timi, tarneq, anersaaq som kulturelt fundament er noget, der er ved at blive genfundet, som modvægt til en mere vestlig orienteret kultur der bliver mere og mere udbredt. Til det siger Ingelise Olesen:

”Ja, i nogle sammenhænge. Jeg hører til bedsteforældregenerationen i Grønland, som er en generation, der har det hele – både teknologien og en opvækst, hvor de kulturelle værdier var en stor del af vores opdragelse og dannelse . Men kulturen risikerer at blive udvasket, hvis vi ikke bliver bedre til at videregive den. Hele den grønlandske måde at tilgå verden på er jo viden fra mund til mund fra generation til generation til generation. Det er den måde, man ved hvorfor ting er, som de er – det er vores Indigenous ways of knowing (oprindelige folks viden, red.) i sin reneste form. For eksempel kan det være om den baggrund, man har, og hvem man er. Det er derfor, vi elsker at spørge: ”Hvad hedder du til efternavn” og finde ud af, at ”… så er vi da også i familie…”. Vi elsker det, fordi familien er så vigtigt et fundament for os. Den ånden og familien har vi ikke tabt, men vi har glemt at tage den med ind i vores forebyggende og sundhedsfremmende arbejde”

En holistisk sundhedsmodel

Hvordan siver forskningen, der har resulteret i timi, tarneq anersaaq, fra universitetet og ud til de fagfolk i organisationer og kommuner, der har det praktiske arbejde med at forbedre den mentale sundhed ikke mindst blandt børn og unge? Her måtte forskerne kigge til Island og besøge Sisimiut i Qeqqata kommune. Christina V. L. Larsen fortæller om det, der blev udviklet og senere kendt som Qeqqata-modellen:

”I kommunen var de meget optaget af at komme i gang med at arbejde med erfaringer fra Island og ”Islandsmodellen”. Det er en model, som er meget populær i hele verden, når det drejer sig om at fremme trivsel og forebygge brugen af rusmidler blandt børn og unge. Det  endte med, at vi lavede en samarbejdsaftale med kommunen og Paarisa (en enhed i Grønlands Selvstyre; red.), hvor vi i fællesskab ville arbejde på at inddrage borgerne med udgangspunkt i lokale styrker og værdier, og have løbende målinger af børns sundhed og trivsel.”

”Vi havde Skolebørnsundersøgelsen fra 2018 om bl.a. trivsel som udgangspunkt, og HBSC Greenland gennemførte en ekstraundersøgelse i 2022 kun for kommunen. Det er et stærkt partnerskab, fordi vi også har Paarisa med, der arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse inden for det sociale og sundhedsfaglige område i hele landet. Og fordi kommunen har investeret i at gøre en indsats for at forebygge brugen af rusmidler og fremme trivsel blandt kommunens skolebørn.”

”Det, vi gerne ville arbejde med i fællesskab, var den holistiske sundhedsmodel, hvor alle de elementer, der indgår i Peqqissuserput – sundhedsmodellen – kommer i spil, og hvor timi, tarneq anersaarlu forbinder alle delelementerne i modellen. Vi afholdt seminarer i alle byer og bygder, hvor vi inviterede borgerne til at sætte ord på, hvad der var vigtigt for dem, og hvad de var særligt gode til. Der kom mange ting frem, også mange lokale nuancer, og det har udgjort vores værktøjskasse i det sundhedsfremmende arbejde i kommunen.”

”Vi samlede også kommunale medarbejdere og politikere og blev enige om, at der skulle sættes fokus på flere muligheder for at børn kunne indgå i sunde og inkluderende fællesskaber lokalt. F.eks. ved at bruge skolens faciliteter efter skoletid og ved at øge forældreinddragelsen. Vigtigst af alt skulle alle de aktiviteter, som blev sat i gang, bygge på borgernes styrker og værdier. Det er det, der er det særlige ved Qeqqata-modellen. Det handler om, at børn og unge skal være i nogle stærke fællesskaber, der beskytter dem imod mistrivsel, fordi det bygger på styrker og værdier.”

Christina V. L. Larsen fortæller videre, at HBSC Greenland gennemførte dataindsamling blandt 5.-10.-klasserne i 2022, og igen i 2024. Efter hver dataindsamling bliver forældrene i byerne indkaldt til forældreaftner i de enkelte skoler. Her får de indblik i deres børns sundhed og trivsel, og får mulighed for at sidde at arbejde sammen og finde ud af, hvordan de kan forebygge, at deres unge fx begynder at drikke alkohol eller ryge. Sammen laver forældrene forældreaftaler. Og i bygderne inviteres der også til fælles arrangementer, hvor de nyeste data om sundhed og trivsel blandt skolebørnene i kommunen drøftes.   

Omfatter Qeqqata-modellen også andre grupper, fx de ældre? Til det siger Christina V. L. Larsen:

”Det gør det indirekte, fordi familierne er omdrejningspunktet i mange ting. Relationer til ældre er vigtige – noget vi har vist i vores rapport om unges mentale sundhed. Tilknytning til ældre i lokalsamfundet har en beskyttende effekt på den mentale sundhed, og er en helt grundlæggende kulturel værdi i Grønland.”

Uffe Wilken

Introfoto: Uffe Wilken

Artiklen er en del af: TEMA FINGEREN PÅ PULSEN – SUNDHED OG SYGDOM I GRØNLAND 2022