Vacciner er et vigtigt medicinsk værktøj i Grønland

I arktiske befolkninger ses en høj forekomst af visse infektionssygdomme som tuberkulose og pneumokok-infektioner. Men ved hjælp af vacciner er det lykkedes at bringe antallet af smittede og svært syge betragteligt ned.

I 1950’erne døjede inuitbefolkningerne i Grønland, Alaska og Canada med den højeste tuberkulose-incidens, der nogensinde er observeret. Heldigvis gjorde Calmette-vaccinen sit indtog, og sammen med andre initiativer gjorde denne, at forekomsten af tuberkulose i den grønlandske befolkning var betragteligt reduceret i 1980’erne. Sundhedsmyndigheder i Grønland tog derfor vaccinen ud af det almene vaccineprogram i 1991, men genindførte den i 1997 efter en fordobling af tuberkulose-tilfælde, og gjorde i 2000 yderligere tiltag for at inddæmme sygdommens udbredelse.

Den velkendte Calmette-vaccine er dog ikke så effektiv, som man kunne ønske sig. Derfor er et hold forskere på Statens Serum Institut i København i gang med at udvikle en ny tuberkulosevaccine, hvor Calmette-vaccinen kombineres med en ny vaccine baseret på en ny teknologi. Herved kan vaccinen blive endnu mere effektiv og forebyggende overfor tuberkulosesmitte og -sygdom.

Vacciner virker

En af dem, der har fulgt tuberkulose og andre infektionssygdomme i Grønland tæt, er speciallæge Anders Koch, der både er overlæge ved Statens Serum Institut, Rigshospitalet og Det Grønlandske Sundhedsvæsen samt professor ved Ilisimatusarfik. 

”Tuberkulose er et reelt sygdomsproblem i Grønland og andre arktiske befolkninger, og her er vaccine et væsentligt værktøj. Dels beskytter det den vaccinerende mod sygdom, og dernæst afhjælper det samfundssmitte og øger flokimmuniteten i befolkningen, som vi jo senest lærte det med Covid 19-epidemien”, forklarer Anders Koch.

Sammen med forskerkollegaer har Anders Koch i flere studier undersøgt følgerne af tuberkulosevaccinepausen i årene 1991-96 i Grønland og den senere genindførelse af vaccinen i vaccineprogrammet. Et studie havde fokus på indbyggere i det østgrønlandske distrikt Tasiilaq født i årene 1982-2006, og ud af de 1.197 indbudte endte 953 med at deltage. Resultatet viste en tydelig reduktion i antallet af tuberkulosetilfælde blandt børn og unge som følge af de genindførte vacciner.  

Regionale smitteforskelle

I et større studie testede forskerne grønlandske skolebørn i forskellige byer med opland: Tasiilaq i øst, Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik i Sydgrønland samt Sisimiut i Vestgrønland (med udeladelse af Nuuk). Byer og områder blev udvalgt ud fra antal indrapporterede tuberkulosetilfælde. Her blev det tydeligt, at der er regionale forskelle i smittebilledet med høj smitteincidens i Syd- og Østgrønland og relativt lavere smitteincidens i Vestgrønland.

”Ud over at påvise regionale forskelle i tuberkulosesmitten viste vores studie, at der fortsat var forekomst af tuberkulose blandt grønlandske skolebørn, som det også er set blandt inuit i Canada og Alaska. Det er et udtryk for, at tuberkulosesmitte fortsat sker i dag og ikke bare i tidligere år. Vi ved ikke præcis hvorfor. Nok primært sociale forhold, og at en del smittede ikke erkendes og derved kan smitte andre. Tuberkulose er en sejlivet bakterie, der kan ligge i dvale i årevis for så at bryde ved anden sygdom. Derfor er det vigtige at monitorere og fastholde vaccinen samt at udvikle nye og mere målrettede vacciner”, fastslår Anders Koch.

Alvorlige følger

I en lille, afgrænset befolkning som den grønlandske har forskerne gode betingelser for at følge effekten af de forskellige vaccineprogrammer. Det gælder også for infektioner med pneumokokker (bakterie i streptokok-slægten), der kan give almindeligt forekommende sygdomme som mellemørebetændelse, bihulebetændelse og lungebetændelse, men også alvorlige tilstande som blodforgiftning og meningitis.

Som med tuberkulose ses der også en øget forekomst af alvorlige pneumokok-tilfælde blandt inuit i Grønland, Canada og Alaska:

”Igen kan vi ikke svare entydigt på, hvorfor disse infektioner forekommer hyppigere blandt inuit – i hvor høj grad det skyldes miljø- eller genetiske faktorer. Men pneumokokker kan give alvorlige sygdomsforløb, hvor infektionen udvikler sig lynhurtigt på kort tid, og visse steder i Grønland har folk langt til læge og behandling. Men igen har vaccine vist sig som et effektivt middel”, siger Anders Koch.

I 2010 introducerede de grønlandske sundhedsmyndigheder nemlig endnu en vaccine, PCV13 imod 13 af de knap 100 undertyper af pneumokok-bakterien, i børnevaccineprogrammet med en dosis, når barnet er tre måneder, fem måneder og en booster ved 12 måneder.

I 2021 har Anders Koch og en forskergruppe publiceret et studie af denne vaccines effekt ved at se på antal infektioner fra januar 1995-september 2010 og fra september 2010-oktober 2020; altså sygdomsbilledet før og efter indførslen af PCV13 vaccinen.  

De mest udsatte grupper for alvorlig pneumokok-sygdom er små børn under to år og ældre over 65 år. For børnenes vedkommende har vaccinerne gjort en markant forskel, idet der ikke har været noget sygdomsfælde for børn i aldersgruppen to til fire år siden 2010. Der er også observeret en reduktion i incidens raten på 30 % for voksne under 60 år. Til gengæld har samme positive effekt endnu ikke gjort sig gældende blandt aldersgruppen over 60 år, som det er set i andre lande. Hvis smittetrykket falder blandt de små børn, smitter de ikke deres bedsteforældre, og derved opnår man en indirekte effekt af børnevaccinationerne blandt de ældre.

”Pneumokok-vaccinen beskytter altså godt og giver mildere sygdomsforløb. Bakterien er jo naturligt forekommende i kroppen og kan derfor ikke udryddes. Men man kan sikre sig imod de alvorlige tilfælde med dødelig udgang, hvorfor så mange som muligt i målgruppen i den grønlandske befolkning bør blive vaccineret”, påpeger Anders Koch.

Josephine Schnohr

Introfoto: Blodprøvetagning under feltarbejde i Kuummiut, Østgrønland. Forsøgspersonens ansigt er sløret.