Er Grønlands minedrift sikker for de ansatte?

Trods århundreder lang tradition for minedrift i Grønland er der et forbløffende fravær af forventelige arbejdsskader og følgesygdomme blandt de ansatte. Fraværet af en arbejdsskadestatistik kalder på øget opmærksomhed.   

Enhver form for minedrift medfører en påvirkning af omgivelserne. Med den øgede interesse for at udnytte undergrundens righoldige ressourcer i Grønland holder flere instanser derfor et vågent øje med følgevirkningerne for miljøet, naturen, dyrelivet og sågar kulturarven. Men påvirkningen af menneskene i og omkring minen fylder overraskende lidt. Arbejdsmediciner Niels Ebbehøj, som i en årrække har undersøgt mennesker med arbejdsskader i Grønland, og som holdt oplæg om emnet på Nunamed-konferencen, konstaterer:

”Jeg savner et fokus på de ansatte og deres helbred som følge af minedrift i Grønland. Vi ved jo fra andre steder i verden, at der er mange risikomomenter for minearbejderne lige fra alvorlige lungesygdomme til forgiftninger og ulykker. Alligevel er skader fra minedrift stort set fraværende i arbejdsskadestatistikken i Grønland trods den årelange tradition for minedrift heroppe.”

Mangfoldig minedrift

Udnyttelsen af den grønlandske undergrund går tilbage til 1700-tallet, hvor man begyndte at bryde kul til lokal forsyning fra Diskobugtens forekomster (1782-1833) og senere ved andre kulbrud. I 1905-09 indledtes mere moderne, industriel brydning ved Qaarsuarsuk, hvor lokalbefolkningen længe havde samlet kul. Det fortsatte til 1924, hvor minen blev flyttet til Qullissat og var i drift indtil 1972.

Grafit var dog startskuddet til egentlig minedrift i Grønland og blev fra 1845 udvundet ved Upernavik og i 1850 på Storøen i Uummannaq fjord.

Fra 1854 blev Ivittuut-området i Sydgrønland centrum for kryolitbrydning. Det fortsatte i godt 130 år og blev Grønlands vigtigste minedrift indtil lukningen i 1987.

Det grønlandske mineventyr omfatter også kobberminedrift ved Innatsiaq 1852-55 og i 1851 ved Qaqortoq, brydning af det sjældne mineral zirkonium ved Kangerluarsuk i Sydgrønland i 1888-89 og marmorbrydning ved Uummannaq i 1936 og 1966-71.

Nyere minedrift

En guldmine åbnede i 1933 på Clavering Ø i Nordøstgrønland på foranledning af geologen Lauge Koch. Guldmængden var dog ikke som forventet, og minen blev opgivet samme år. Da havde minedrift i Grønland en øget bevågenhed blandt interessenter og dagspresse. Nordisk Mineselskab A/S blev oprettet i 1951 til at forestå driften af en blymine ved Mestersvig i Nordøstgrønland. Etableringen medførte anlægning af en mineby, havn og lufthavn i denne ubeboede del af Grønland.

(Kort: Uffe Wilken. Kilde: Departementet for Råstoffer og Justitsområdet, Naalakkersuisut).

En af Grønlands vigtigste miner var bly- og zink-minen, Den Sorte Engel, ved Maarmorilik. Den var i drift fra 1973-1990 og producerede 12 mio. tons zink-malm.

I 2004 åbnede guldminen ved Nalunaq i Sydgrønland efter målrettede geologiske undersøgelser og var i drift til 2013. Fra 2005-2009 udvandt man mineralet olivin (benyttet til stålproduktion) ved Seqi i Sydvestgrønland.

Rubinforekomster har været kendt siden 1960’erne i et bjergområde 160 km. syd for Nuuk. Her henter man i dag rubiner og safirer i Appaluttoq-minen.

Mineralet anorthosit (indgår i produktion af glasfiber, cement, maling og aluminium) hører til den nyeste råstofudnyttelse i Grønland og bliver udvundet ved Kangerlussuaq i Vestgrønland og ved Fiskenæsset syd for Nuuk.  

Helbredsrisici ved minedrift

Grønland har altså en lang og mangfoldig historik for minedrift, hvilket må have medført helbredsrisici og -skader for arbejderne. Enten fra selve råstoffet som direkte skader med bly og zink eller skadelige biprodukter eksempelvis ved brydning af kvarts. Endelig kan det sundhedsfarlige opstå i selve processen ved brug af flussyre til forarbejdning af rubiner og cyanid ved guldudvinding. Niels Ebbehøj påpeger:

”Minedrift i Grønland er ikke ufarligt. Men ud over beskrivelser af høje blyværdier i blodet hos arbejdere fra bly- og zinkminen i Marmorilik har vi ikke kendskab til

følgesygdomme af minearbejde her. Det kan skyldes brugen af udenlandsk arbejdskraft, der tager hjem og bliver diagnosticeret der. Men det er vigtigt at være opmærksom på de forskellige risici i netop Grønland, hvor man ofte er meget langt fra hospital og lægebehandling.”

Så det er vigtigt at tænke minedrift og råstofudnyttelse grundigt igennem for at risikominimere. Er her fare for en dråbe flussyre på tøjet eller at dratte ned i en hel tønde med cyanid? 

Et svar fra Råstofstyrelsen

Forelagt bekymringer om helbredsaspekterne af minedrift i Grønland lyder et skriftligt svar fra Råstofstyrelsen i Nuuk:

”Sundhed, sikkerhed og miljø er områder med stort fokus og centrale i alle igangværende aktiviteter på råstofområdet i Grønland i dag. Ingen aktivitet bliver tilladt uden forudgående vurdering og godkendelse af det sundhedsmæssige beredskab. Ved ansøgning om mine- og feltaktiviteter stilles der krav om godkendte beredskabsplaner og et sundhedsmæssigt beredskab, der er i høring hos relevante myndigheder som sundhedsvæsenet, politiet, Arbejdstilsynet og Arktisk Kommando. På baggrund af deres svar vil en aktivitet kunne godkendes og specifikke vilkår fastsættes. Det sundhedsmæssige beredskab og kravene tilpasses, da der er forskel på en efterforskning med 5-10 deltagere et par sommermåneder og en helårsåben mine med 30-40 mands fast bemanding med brug af store maskiner og procesanlæg.”

“Vi har i Grønland pt. 86 efterforskningstilladelser, men kun to aktive miner. De to miner ligger relativ nær civilsamfund med hospitalsfaciliteter, men er pålagt en Medicinkiste B-ordning med fast bemanding af uddannet personale samt passende fysiske rammer og udstyr til håndtering af ulykker. Ved en mulig, fremtidig mine ved Citronenfjord i Nordgrønland vil der grundet den fjerne beliggenhed blive stillet yderligere krav til sundhedsberedskabet i form af sundhedsfaciliteter med permanent lægebemanding.”

“Råstofstyrelsen udfører regelmæssige fysiske tilsyn af de igangværende miner og større efterforskningsprojekter; ofte i samarbejde med Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen. Der pågår også diskussioner om formaliserede sundhedsaftaler mellem de enkelte mineselskaber og de grønlandske sundhedsmyndigheder, men de er trukket ud grundet Covid-19 pandemien. Det er dog ambitionen, at de faste miner fremover skal indgå aftaler med det grønlandske sundhedsvæsen, så dette står bedre rustet i forhold til alvorlige mineulykker.”

Josephine Schnohr

Introfoto: Sikring af loft i guldminen Nalunaq (foto: Departementet for Råstoffer og Justitsområdet, Naalakkersuisut).