Corona’en – Grønlands seneste epidemi

Da Coronavirussen spredte sig rundt omkring i verden, var det en fordel for Grønland at være en ø. Det havde afgørende betydning for, hvordan landet klarede sig gennem krisen.

Den 9. januar 2020 udsendte FN’s sundhedsorganisation WHO en pressemeddelelse om fundet i mennesker af en ny type virus, senere kendt som SARS-COVID eller blot Corona. Fundet skete i Kina, men smitten bredte sig som bekendt hurtigt globalt. Den første coronapatient i Danmark blev opdaget d. 27. februar 2020. Og d. 16. marts 2020 dukkede den så op i Grønland.

Grønland har bitre erfaringer med epidemier. Fra koppeepidemien i 1733, hvor op mod 3.000 mennesker døde, over influenzaepidemier i begyndelsen af 1900-tallet til mæslinger, børnelammelse, og i begyndelsen af 1970’erne smitsom leverbetændelse. I marts 2020 dukkede COVID-19 så op som den seneste i rækken af epidemier.

Hvordan håndterede Grønland de forskellige varianter af COVID, efterhånden som de dukkede op? Hvordan er landet overordnet set sluppet ud af denne seneste epidemi? Og hvilke konsekvenser har epidemien haft for det grønlandske samfund? Polarfronten har interviewet Landslægen i Grønland Henrik L. Hansen, som giver nogle svar på spørgsmålene.

Nye varianter og nye strategier

Grønland er som bekendt en ø, hvilket viste sig at være en stor fordel, da det forebyggende arbejde begyndte med at undgå, at virussen skulle komme ind og brede sig rundt i landet. Det var Landslægeembedet i Grønland sammen med centrale departementchefer i Selvstyret og Grønlands Politi, der blev sat i spidsen for en strategisk coronastab. Første mål var at holde Corona ude af Grønland. Landslæge Henrik L. Hansen fortæller:

”Overordnet set gik vores strategi i begyndelsen ud på at lukke landet af for indrejse og holde Corona ude af Grønland. Men det blev hurtigt klart, at man måtte acceptere, at der var trafik, og også at man havde folk, der skulle på besøg. I lange perioder kunne man rejse ud af Grønland, men ikke ind uden at få en tilladelse. Det er en meget drastisk foranstaltning, og i lang tid måtte fx Selvstyrets folk ikke rejse ud af Grønland.”

”Desuden gik det også ud på ikke at opmuntre folk til at rejse til Grønland, så der kom ikke turister, men mest besøgsrejsende. Antallet af rejsende faldt fra ca. 1.000 pr. uge til ca. 64 pr. uge. Man skulle have noget entusiasme for at komme ind, og det var der trods alt nogen, der havde. Det var effektivt, man kunne håndtere det – og det virkede!”

I april 2020 ændrede man strategien, så man accepterede en risiko for import af smitte, men at man også samtidig ville undgå at Corona udviklede sig til en egentlig epidemi. Redskaberne var PCR-test før afrejse til Grønland, karantæne og testning efter ankomst, etablering af en effektiv smitteopsporing, og i januar 2021 begyndte man så at vaccinere. Det holdt frem til juni samme år, hvor den nye Alpha- variant dukkede op. Endnu en ny variant – Delta-varianten – dukkede op i juli 2021, og den forårsagede udbrud i flere byer, hvor især udbrud i Sisimiut og Nuuk ikke kunne stoppes, og hvor der udviklede sig vedvarende smitte.

Fra december 2021 til marts 2022 væltede det ind med flere varianter – Omikron, BA.1 og BA.2, og Grønlands testkapacitet blev udfordret, smitteopsporingen kunne ikke følge med, og Landslægen vurderer, at formentlig blev stort set alle i Grønland smittet.

Den 9. januar 2022 kunne man læse på TV2, at Grønland slog smitterekorden med 504 nye coronatilfælde, og dagen efter rapporterede KNR (Grønlands Radio), at ”testcentrene og sygehusene er nu så pressede, at Grønland stopper med at PCR-teste alle”. Herefter blev inddæmningsstrategien opgivet. Fra april 2022 og frem optræder COVID-19 kun sporadisk og uden større udbrud, sandsynligvis kommet til med fly og krydstogtskibe, men udbruddene forårsagede kun få indlæggelser. I alt er der registreret 21 dødsfald med Corona under epidemien.

Stabil tilstand for både økonomien og de ældre

Spørger man landslægen Henrik L. Hansen om, hvordan han synes, det overordnet er gået med at håndtere coronaepidemien i Grønland, siger han:

”Grønland er efter min vurdering sluppet forholdsvis nådigt igennem krisen – men det er ikke mig, der skal dømme om det. Måler vi på økonomien, dødeligheden og et sundhedsvæsen, der holdt til det, kan man godt tillade sig at sige, at det kunne være gået værre, ikke mindst med de ekstreme logistiske udfordringer vi havde. Der var få af de alvorligt syge, der døde, og der var ingen overdødelighed. Ser man på basisparametre i fx økonomien og sammenligner proportionalt med Danmark, som brugte 120 mia. kr., så skulle vi have brugt 1,2 mia. kr. Og det har vi ikke. Allerede der er jeg overbevist om, at vi er et helt andet sted. Det er fordi, at i Danmark har beløbet været brugt på kompensationer – her i Grønland har der ikke været udbetalt ret meget, fordi der ikke har været nedlukninger i lange perioder. Samfundet har fungeret, og skoler og uddannelser har været åbne. Det, at vi stort set ikke har brugt værnemidler, gør, at beløbet, der har været brugt på værnemidler, har været småt i forhold til i Danmark.”

”Også omkring den lave dødelighed, hvor der i Grønland er få rigtig gamle mennesker. Hvem var det, der drattede om i Danmark – det var de meget gamle. Befolkningssammensætningen er en helt afgørende faktor. De ældre i Grønland bor til dels perifert, hvor smitten var længe om at komme ud. Det var en afgørende faktor. Når der kun er 1%, der er over 80 år, er man anderledes stillet end i Danmark, hvor den er fire gange højere. Og så spiller det også ind, at i Grønland dør de ældre ofte før de bliver rigtig gamle.”

”Pandemien flyttede mange ressourcer væk fra de daglige opgaver. Der blev f.eks. ikke opretholdt normal aktivitet på tuberkuloseområdet og mange planlagte ikke akutte operationer, fx på øjenområdet, blev udsat. Det har efterfølgende været vanskeligt at indhente efterslæbet.

Det var under pandemien besværligt at få medarbejdere fra Danmark, og mange medarbejdere blev overflyttet til opgaver relateret til testning og senere vaccination.”

Et belastet system

I mange lande var antallet af respiratorer et fokuspunkt – var der nu nok, hvis epidemien for alvor fik fat. Hvordan forholdt det sig med dette i Grønland? Henrik L. Hansen siger:

”Det er ikke det, der har belastet systemet. Det, der fyldte noget, var antallet af indlagte, fordi de kræver isolation. Er der 15 indlagte på én dag – og det var der, når det gik højt – så er det meget krævende. Det ville vi mandskabsmæssigt ikke kunne have håndteret i længere tid, og det er det, der har været den afgørende faktor. I Danmark kunne man hente folk ind fra andre områder end sundhedsvæsenet og bruge dem til at teste og vaccinere. Her måtte vi bruge kernemedarbejdere fra sundhedsvæsenet på at vaccinere og ikke som i Danmark, hvor det var udefrakommende, der vaccinerede.”

Et oplagt spørgsmål er derfor, om ikke Grønland kunne importere nogle sygeplejersker fra Danmark til fx at vaccinere. Til det siger Henrik L. Hansen:

”Logistisk er det tungere – bare det at få distribueret vacciner. Én fik idéen om, at vi skulle entrere med et privat, dansk firma, som vi havde oppe i 14 dage til at lave antigen-testning i december 2021. Hele set-up’et krævede mange arbejdstimer for de faste medarbejdere at arrangere, så vi droppede det efter et par uger. Vi var blevet opfordret til at lave sådan en aftale, men det var ikke umagen værd. Der var alt for meget arbejde ved siden af, fordi de ikke var selvkørende. Man kan ikke bare komme her og være selvkørende, for der er sproglige vanskeligheder og den slags. Kender du ikke forholdene, er det ekstremt op ad bakke. Der er gjort rigtig mange erfaringer om krisehåndtering, og Corona’en har strukket systemets kapacitet til det yderste.”

Hvor var Danmark?

I Danmark rettede befolkningen stort set ind, når Mette Frederiksen eller Søren Brostrøm bad os om at gå i retning med uret, når vi gik rundt om Søerne i København. Var politikere og befolkning i Grønland lige så lydhøre overfor de sundhedsfaglige anbefalinger?

”Her havde vi først Epidemikommissionen, som meget hurtigt blev lukket, fordi det blev klart, at det var de forkerte mennesker, der sad i kommissionen. Det var en struktur fra historisk tid, hvor politimesteren var leder, jeg sad der, dyrlægen sad der, og direktøren for Skat sad der, fordi Skat også har Toldvæsenet. Men det var et levn fra en anden tid. Det, vi hurtigt fandt ud af, var, at magten ikke lå dér i dagens Grønland. I stedet lavede man den Strategiske Corona Stab, som bestod af folk, der havde afgørende ledelsesmæssig styrke og rådede over ressourcer i Selvstyret, og som bestod af centrale departementschefer, Landslægen og Politiet i Grønland. Den gruppe har haft ca. 130 møder, og har været Naalakkersuisuts rådgiver.”

”Et interessant aspekt var, at Sundhedsvæsenet ikke var med i gruppen – det var departementschefen for Sundhed og landslægeembedet, der skulle repræsentere Sundhedsvæsenet. Det var et valg, som nogen havde gjort. En af de afgørende ting fra starten var en fornemmelse af, at Sundhedsvæsenet ikke gjorde nok, og var for længe om at komme ud af starthullerne. Styringen af pandemien lå primært hos den Strategiske Corona Stab med input fra bl.a. Landslægeembedet. Den første testfacilitet her i Nuuk blev placeret på Sana (Dronning Ingrids Hospital), og på det tidspunkt havde jeg svært ved at se, hvor strenge krav der skulle være for at håndtere coronavirus i et laboratorium. Det var meget svært at få rådgivning nogen steder fra. Der var ikke rigtig nogen i Danmark, der ville tage ansvar for noget. Vi endte med at indrette et særligt rum på Sana, og vi entrerede i første omgang med et dansk-færøsk firma, Amplexa. Det fungerede. Senere kom amerikanerne på banen og bistod med at skaffe testudstyr.”

Danmark har tilsyneladende ikke spillet nogen helt stor rolle i bekæmpelsen af Corona i Grønland. Landslægen lyder i hvert fald ikke imponeret. Han siger:

”Vi fik vaccinerne fra Danmark, og i begyndelsen fløj vi også tests ned – og betalte en høj pris for dem. I påskedagene 2020 fik vi etableret testfaciliteterne – uden hjælp fra Statens Serum Institut.”

”Forsvaret har være meget synlige, og på et tidligt tidspunkt kom de ind i billedet med at tilbyde logistisk support, og det strakte de sig meget langt med. De kunne sejle teams ind til bygderne, hvor andre ikke kunne komme ind. De havde en helt anden tilgang. Alt, hvad der hørte under Sundhedsministeriet i Danmark, kom der ikke så meget ud af. Der var lidt, der kørte på personlige relationer som fx med boostervaccinationerne, hvor Søren Brostrøm var meget handlingsorienteret.”

Uffe Wilken

Kontakt: Landslægen i Grønland Henrik L. Hansen.   henh@nanoq.gl

Introfoto: Arkiv (foto: Henrik L. Hansen).

Links

Landslægeembedet i Grønland