Ældre end formodet

Ældre end formodet

11. marts 2022 Slået fra Af uw@polarfronten.dk

Det vakte opsigt, da danske forskere i 2015 opdagede et gigantisk meteorkrater under indlandsisen i Nordgrønland. Men hvor gammelt var krateret – skete det voldsomme nedslag for få tusinde år siden, og var det dermed en mulig årsag til en lang nedkøling for ca. 13.000 år siden. Eller skulle man længere tilbage i geologisk tid? Det er forskere nu kommet med et svar på.

Hiawatha-krateret er begravet under et par kilometer is, så geologerne har kun kunnet se krateret på radarbilleder, ligesom de heller ikke har haft mulighed for at indsamle prøver i krateret. Men heldigvis strømmer der en del smeltavandsfloder ud fra gletsjeren, og det er her, svaret på kraterets alder gemmer sig. I smeltevandet, der kommer fra kraterområdet, gemmer der sig en mængde sandkorn, som forskerne fra de naturhistoriske museer i København og Stockholm samt Globe Institute på Københavns Universitet har brugt til at datere nedslagets alder.

Kortet viser Hiawatha-kraterets beliggenhed i Nordvestgrønland (kilde:

Kortet viser Hiawatha-kraterets beliggenhed i Nordvestgrønland (kilde: Kenny et al.).

Analyserne viser, at kraterets alder er ca. 58 mio. år gammelt – og ”kun” otte mio. år efter, at et endnu større kæmpemeteor hamrede ned i Mexico – og efterfølgende tog livet af dinosaurerne.

Nedslag i nåletræer

Polarfronten har i en artikel i 2020 fortalt om, at der i smeltevandssandet var fundet kulstof, som stammede fra nåletræer. Betyder det så, at der for 58 mio. år siden var en skov af nåletræer i Nordgrønland? Til det svarer professor på Globe Institute Nikolaj Krog Larsen:

Feltarbejde (Joe MacGregor).

Feltarbejde (foto: Joe MacGregor).

”Ja, der var skov med nåletræer i Arktis for 58 millioner år siden. Dette er dog ikke nyt, og har været kendt i en årrække. Der var tempereret regnskov, et rigt dyreliv og over 10 grader varmt

Man kender flere lokaliteter i Canada og Grønland med velbevarede fossiler fra den periode. Grønland havde en sydligere placering, men jeg kan ikke sige præcis hvor langt.”

Med den påvirkning, det mexikanske meteornedslag havde på klimaet og dyrelivet på jorden, er det nærliggende at forestille sig, at Hiawatha-nedslaget måske havde samme konsekvenser for livet på planeten. Det er der dog intet, der tyder på, men det er noget, forskerne nu vil kigge på.

Uffe Wilken

Kontakt: Nikolaj Krog Larsen. nicl@sund.ku.dk

Introfoto

Feltarbejde (foto: Shfaqat Abbas Khan).

Læs mere

Kenny et al.: A Late Paleocene age for Greenland’s Hiawatha impact structure. Science Advances 9 Mar 2022, Vol. 8, Issue 10.

Polarfronten 29. maj 2020: Brændt af

Polarfronten 21. maj 2019: Alderen er ikke ligegyldig