Forskere skal kvittere for deres nye viden
Går alt vel skal lokale folk i byer og bygder i samarbejde med videnskabsfolk formulere et sæt etiske retningslinjer for forskning i Grønland. Retningslinjerne skal bl.a. tilgodese, at tilrejsende forskere kvitterer for den viden, lokale folk begaver dem med, så forskningen kan være til nytte for lokalsamfundet og Grønland.
Fortællingen har været den samme gennem de seneste år – måske især som et resultat af det øgede fokus på Grønland og klimaforandringer. Journalister og forskere fra nær og fjern dumper ned i små byer som Qaanaaq, interviewer og snakker med de lokale folk og fangere om deres projekt, og flyver så hjem igen for at arbejde videre med deres ny viden. Her giver den ellers i andre sammenhænge velmente opfordring leave nothing but your footprint en anden mening: De tilrejsende får noget, de kan bruge i deres forskning, men efterlader intet til dem, de har tilbragt tid med, og som har formidlet deres lokale viden. Dette misforhold er en af de ting, nye etiske retningslinjer for forskningspraksis i Grønland skal rette op på.
Viden tur-retur
Josephine Nymand er forsker på Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) og formand for Grønlands Forskningsråd. Hun siger om baggrunden for ønsket om at få fastsat etiske retningslinjer:
”De seneste mange år har forskningsrådet diskuteret, hvordan vi skulle forholde os til, at der i Grønland ikke er etiske retningslinjer for at forske i Grønland. Derfor søger vi sammen med professor Elizabeth Rink fra Montana State University midler til et fælles projekt om at få formuleret et etisk regelsæt om, hvordan forskere på feltarbejde i Grønland skal forholde sig.”
Arbejdet med at formulere de etiske retningslinjer er ikke nyt. Tilbage fra 1996 ligger der et dokument, hvor det hedder, at der bør være forskningsetiske retningslinjer i Grønland – der er bare ikke sket noget siden da. Josephine Nymand siger:
”Alle universiteter har etiske retningslinjer – også Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet. Men der findes ikke nogen officielle retningslinjer, hvilket er noget, udefrakommende forskere efterspørger, når de skal forske i Grønland. Det ligger i tiden, at der skal være en form for tilbagelevering af resultater og vidensdeling med de mennesker, forskerne har involveret. De skal formidle deres resultater tilbage til samfundet, og det er noget vi længe har ønsket skulle formaliseres.”
Josephine Nymand understreger, at det er ikke en enkelt hændelse, der har været årsag til projektet, men mere en voksende erkendelse af, at der er et behov. Men én ting er at have nogle intentioner om bl.a. vidensdeling, der er nedfældet i et officielt papir. En anden ting er at få fangeren i Qaanaaq til at se fordelene i overhovedet at bruge tid på at samarbejde med tilrejsende forskere.
Fra modspiller til medspiller
Hvis vi bliver lidt ved fangeren fra Qaanaaq er spørgsmålet: Hvordan overtaler man ham til at blive en aktiv medspiller i arbejdet med at udforme forskningsetiske retningslinjer. Noget der sandsynligvis ligger ham fjernt, men som i sidste ende forhåbentligvis vil være til gavn for ham? Til det siger Josephine Nymand:
”De største udfordringer er, når der kommer forskere til en lille by som Qaanaaq. De henvender sig ofte til de samme mennesker med de samme spørgsmål. Til sidst bliver folk trætte af det, så de i bedste fald holder op med at svare og i værste fald siger noget, der ikke er helt rigtigt, eller som de ikke selv mener. Vi er nødt til også at have de mindre samfund med for at høre, hvordan de kan indgå i et meningsfuldt samarbejde med forskere, der kommer udefra. I Nuuk og de største byer er forskning nok mere oppe i øjenhøjde, og folk mere vant til at indgå i samarbejder med forskere. Men det er anderledes i de mindre samfund. Derfor har vi identificeret nogle byer og bygder, som vi gerne vil i dialog med – hvordan kan de forestille sig et meningsfuldt samarbejde. Det er også for at sikre, at den ret, man har, når man deltager i noget som borger i et samfund, udmønter sig i noget konkret. Det sker jo virkelig sjældent, at der ryger noget tilbage til lokalsamfundet.”
At opbygge den slags samarbejder tager tid. Josephine Nymand siger:
”Jo, det tager tid. Gitte Adler Reimer (rektor på Ilisimatusarfik, red.) og Elisabeth Rink brugte en del tid på forarbejde i en bygd hen over en sommerperiode. Året efter kom de tilbage og formede nogle forskningsspørgsmål, som også bygden var interesseret i at få svar på. Det kræver tid og midler, og at man kommer tilbage og fortsætter dialogen for at skabe en forståelse hos folk, at det her er noget, der også kan komme dem til gode.”
Det er kun ret og rimeligt, at forskere kvitterer for den tid og viden, som lokale folk har begavet dem med. Men hvad kan de lokale bruge den viden til – hvor er nytteværdien for dem og for det grønlandske samfund? Til det siger Josephine Nymand:
”Det er et spørgsmål om at kende den værdi, min viden om mit samfund har – at den viden betyder noget for andre end mig selv. Så nytten for et lille samfund kan være, at de er med til i fællesskab at definere nogle forskningsspørgsmål, som de kan få svar på. Folk kan få indflydelse på de spørgsmål, der stilles, og den forskning, der udføres.”
Vestlig videnskab og traditionel opfattelse
I Canada har de i deres retningslinjer for god forskning et kapitel, der specifikt omhandler forskning og oprindelige folk. Vil de kommende retningslinjer tage hensyn til, at det meste af den grønlandske befolkning er et oprindeligt folk? Josephine Nymand siger:
”Grønland er et andet sted end USA og Canada. Vi har ikke den grønlænder/inuit diskussion på samme måde. Det er derfor vi siger lokalsamfund. Det handler om, hvor man er, og den rolle man udfylder, der hvor man er. I Alaska har de nogle ekstremt stramme regler. Det gør det meget kompliceret, og det kan tage år, før man får lov at komme i gang med noget som helst. Det er ikke der, vi vil hen. Det er op til dig selv at definere, om du er grønlænder eller ej – sådan er det jo i virkeligheden.”
”I de tilfælde, hvor vestlig videnskab kan komme i konflikt med en traditionel grønlandsk opfattelse, må vi finde ud af, om der er et problem, når vi snakker med folk. Det er bl.a. det, vores feltarbejde skal afdække. Er det et problem, må vi jo tage fat på det, og finde en måde det kan håndteres på. Hvis ikke det bliver tilkendegivet af folk, så er der måske ikke et problem. Så ved vi det. Vi kan se, hvor der kunne være nogle udfordringer, og det er også derfor, vi vil rejse ud på kysten og tale med folk om det. Der er nok mange ting, vi tror kan være et problem, og som ikke er det i virkeligheden – om omvendt.”
Hov, hvad blev der lige af rigsfællesskabet?
Projektet søges finansieret gennem udenlandske fonde, og Josephine Nymand har en klar formodning om, at der er interesserede fonde der ude. Men hvorfor ikke danske fonde? Spørgsmålet rammer lige ind i en af Josephine Nymands kæpheste. Hun forklarer:
”Når vi søger udenlandske fonde, er vi jo med til at bringe udlandet ind i Grønland, noget jeg synes, man bør forholde sig til fra dansk side. Så på en eller anden måde kommer fx USA ind ad bagdøren til gavn for Grønland, og sådan er det med rigtig mange ting. Jeg synes, det er overraskende, at det går så hurtigt. Selvfølgelig vil vi sætte vores aftryk i projektet. Men jeg tænker: Hvor er rigsfællesskabet i hele det her? Taler vi om USA, er det jo tilbage til snakken om Trump, der ville købe Grønland. Biden gør det blot i små bidder.”
”Intet tyder på, at der er nogen i Danmark, der vil give midler til et grønlandsk universitet for at lave det her projekt om etiske retningslinjer. Derfor vender vi os bevidst mod udlandet. Det er lidt tankevækkende. Når man nu synes, at rigsfællesskabet er et godt sammenhold, er det enormt ærgerligt, at det er den vej, det går i virkeligheden. Det er en anden politisk diskussion, som måske skal ligge et andet sted – men den ligger i baghovedet hos os.”
Uffe Wilken
Kontakt: Josephine Nymand jony@natur.gl
Introfoto øverst på siden: Et forskningsprojekt, der har haft et positivt samarbejde og efterfølgende videndeling med lokalsamfundene, er Qimmeq-projektet om den grønlandske slædehunds genetik og kulturhistorie. På billedet ses en biolog og en lokal fanger tage en DNA-prøve på en slædehund i Østgrønland (foto: Carsten Egevang).