Folkeskolen slår sig på plejermuren

Det grønlandske uddannelsessystem fungerer ikke særlig godt – især folkeskolen er gennem årene blevet stærkt kritiseret. Forskere kan bidrage med at finde løsninger – men der skal være parathed fra systemet til at bruge dem.

Lad os begynde med en succeshistorie, for dem er der ikke så mange af i det grønlandske uddannelsessystem: I forbindelse med et forskningsprojekt i en bygd dukker følgende situation frem fra feltarbejdet: Lars Demant-Poort fra Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet fortæller, at en lærer her får sin undervisning til at fungere, fordi han sammen med sine tidligere medstuderende har etableret et netværk på tværs af Grønland, hvor de udveksler idéer, erfaringer og løsninger på de didaktiske og faglige udfordringer, de møder i deres klasselokaler. En støtte man skulle tro, at lærerne kunne få fra det kommunale system, afhængigt af hvilke problemer, de måtte have. Men sådan er det ikke – lærerne er ofte overladt til sig selv. Som Lars Demant-Poort siger:

”Systemet fungerer ikke. Der er ingen hjælp at hente. Derfor er det en succes, at læreren i bygdeskolen har formået at skabe et netværk, der kan gå ind der, hvor systemet burde have været”.

Ud over at være en succeshistorie, er netværket dermed også et resultat af et grønlandsk uddannelsessystem, der på papiret er glimrende, men som i praksis er præget af en vanetænkning, der hæmmer undervisningen og som i sidste ende bidrager til, at mange unge ikke når videre i uddannelsesforløbet end folkeskolen. Forskere har i længere tid peget på nogle af de udfordringer, der ligger i uddannelsessystemet, og kommer selv med et par løsninger.

Sprogspring mellem folkeskole og ungdomsuddannelse

Uddannelsesområdet var det første område, der blev hjemtaget ved Hjemmestyrets oprettelse i 1979. Alligevel bliver uddannelsessystemet ved med at have tilsyneladende uoverkommelige udfordringer. I rapporten Et sammenhængende og fleksibelt uddannelsessystem fra 2020 fremhæves den manglende kvalitet af folkeskolen: Alt for mange elever forlader folkeskolen uden de nødvendige kompetencer for efterfølgende at kunne påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse. Kun ca. 40% af folkeskoleeleverne påbegynder en ungdomsuddannelse senest et år efter afslutningen af 10. klassetrin. Og gennemførselsprocenten på både gymnasie- og erhvervsuddannelsesområdet er relativt lav.

Kogt sammen kan man vel sige, at der dels er et problem med at fastholde de unge i uddannelsessystemet, dels at kvaliteten af de unges kompetencer er for ringe. Hvorfor det forholder sig sådan, giver adjunkt Lars Demant-Poort og adjunkt Mitdlarak Lennert (begge fra Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet) nogle bud på. Lars Demant-Poort siger:

”Der er mange forklaringer. Afstand er en af dem. Der er kun fire gymnasiale uddannelsessteder i Grønland, så vælger man gymnasiet, skal man måske rejse langt væk fra sin hjemby, hvor man har sin familie og venner. En anden udfordring er sproget. Langt de fleste undervisere i gymnasiet kommer med en ikke-grønlandsk sprogbaggrund.”

Mitdlarak Lennert uddyber:

”Undervisningssproget i folkeskolen er primært grønlandsk. I Nuuk taler flertallet både dansk og grønlandsk, men så snart man kommer uden for Nuuk, er det minimalt, hvor meget dansk bruges i hverdagen. I folkeskolen har eleverne ca. fem timer dansk om ugen, og ude på kysten er underviseren oftest en person, der ikke har dansk som modersmål. Det betyder, at meget af den undervisning, der skulle foregå på dansk, i stedet foregår på grønlandsk. Og da uddannelserne efter folkeskolen primært foregår på dansk, giver det nogle udfordringer på ungdomsuddannelserne.”

Faglige kompetencer udnyttes ikke optimalt

Problemerne med den grønlandske folkeskole ligger ikke kun i lærernes manglende kompetencer, men i lige så høj grad med den måde, lærerkræfterne bruges af uddannelsessystemet. Lars Demant-Poort siger:

”Kigger man på det nationale niveau, så opdeler man læreres kompetencer i, om du er uddannet eller ikke-uddannet, og om du kan undervise på grønlandsk. Vi ved ikke, om det fx er en matematiklærer, der underviser i matematik. Vi har masser af statistik over, hvad folk bliver uddannet til, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er det, de underviser i. Ude på skolerne er der måske 10 lærere, der skal dække alle fag fra 1. til 10. klasse. Så er man nødt til at undervise i noget, man måske ikke er kompetent til, for ellers bliver timerne ikke dækket ind. Det giver faglige udfordringer, hvis du har en ikke-kompetent lærer til at undervise i fx engelsk. Hvorfor er systemet ikke interesseret i, hvilke faglige kompetencer lærerne har? Det eneste systemet tilsyneladende vil vide er, om lærerne kan undervise på grønlandsk – ikke om de kvalificeret kan undervise i matematik eller samfundsfag.”

Mitdlarak Lennert supplerer:

”Det har været et politisk mål, at så mange som muligt skal kunne undervise på grønlandsk i folkeskolen. Man fører ikke statistik over lærernes linjefag eller undervisningskundskaber, men kun over hvilke sprog de kan undervise i.

Det er de lokale skoleledere, der har det overordnede pædagogiske ansvar for deres skoler. Mitdlarak Lennert siger

”I min egen forskning har jeg kigget på den måde, det overordnede grønlandske uddannelses- og forvaltningssystem kører på. Og det er ”sådan har vi altid gjort det…”. Det kører på traditioner og drift, og ikke så meget på, hvad behovet er. Jeg tror, hvis man reelt vil ændre området, så skal man sætte sig ned og se på, hvad det er, de forskellige skoler har af behov, og hvilke kompetencer der er i skolen. Systemet kører, men ikke med udgangspunkt i, at det skal køre godt og skal udvikles, men med udgangspunkt i, at sådan har vi altid gjort det.”

Og hvad skal der så til, for at ændre denne tendens? Lars Demant-Poort siger:

”At man begynder at anerkende, at lærerne har forskellige faglige kompetencer. At du laver en skematilrettelæggelse, der tager udgangspunkt i kompetencer, og hvad lærerne rent faktisk kan og ikke kan. Lige nu er det ofte sådan, at undervisningskvaliteten tilsyneladende afhænger mere af, hvordan lærernes skemaer kan hænge sammen, end hvilke faglige og pædagogiske behov eleverne har. Det er et systemisk problem. Det er også et systemisk problem, at lærerne på mange skoler er låst fast på et trin. Dvs. hvis du har en faglig kompetent biologilærer i 8. klasse, så underviser han måske i engelsk. Et eksempel fra et forskningsprojekt er en biologilærer, der underviste i engelsk på mellemtrinnet i 7. klasse – mens biologiundervisningen i 8. klasse blev varetaget af en engelsklærer. De to lærere var låst på hver deres trin, i stedet for at skolen udnytter deres faglighed.”

Skolelederne mangler kompetencer

Ifølge Lars Demant-Poort har Grønland en meget progressiv skolelov. Den nuværende skolelov fra 2002 og senest revideret i 2012 og 2017 er en skolelov, som giver den enkelte skole stor lokal frihed i selv at tilrettelægge undervisningen. Lars Demant-Poort forklarer:

”Der er en timenormering på årsbasis, som fx for 8. klasse er 880 timer. Men hvordan, de er fordelt på de enkelte fag, er op til skolelederen at bestemme. Målet er, at undervisningen skal tilrettelægges ud fra lokale faglige, pædagogiske og didaktiske behov. Hvis man kan se, at i 6. og 7. klasse har eleverne klaret sig mindre godt i matematik, så kan man i princippet vælge at give eleverne mere undervisning i matematik og så skrue på de andre fag. Men skolerne vælger at køre som vi plejer: Fem timers matematik, fem timers dansk, fem timers grønlandsk osv. Jeg har tidligere interviewet en forhenværende skoleleder om, hvordan det kan være, at timerne er organiseret på den måde, hvortil han svarede: Fordi det plejer vi at gøre.”

Mitdlarak Lennert mener, at ”plejermuren” hænger sammen med skoleledernes manglende kompetencer. En udfordring er også, at der de seneste år har været en stor udskiftning af lederne. Der arbejdes nu på at opbygge en skolelederuddannelse for netop at imødekomme udfordringerne med den store udskiftning, og at ledelserne ikke er gode nok.

Reform – men hvornår?

Et af de initiativer, rapporten Et sammenhængende og fleksibelt uddannelsessystem fra 2020 skal danne udgangspunkt for, er arbejdet med at udforme en reform af uddannelsessystemet. Rapporten har en række forslag – men dog ingen plan for, hvornår arbejdet skal sættes i gang. I avisen Sermitsiaq d. 17. august 2020 foreslog IA’s Sofie Geisler og Peter Olsen (nuværende Naalakkersuisoq for bl.a. undervisning), at ”… reformarbejdet sættes på pause, og at man i stedet fokuserer på, at kræfterne herefter skal bruges på at rette op på forhold i folkeskolen, der samtidigt skal gøre skolen stærkere end den er i dag …”. Nu sidder IA i regering, så hvilke tanker gør Naalakkersuisoq for bl.a. uddannelse Peter P. Olsen sig. Ministeren skriver i en mail til Polarfronten:

”Det tidligere Naalakkersuisut igangsatte i 2018 et analyse- og udviklingsprojekt med det formål at komme med forslag til initiativer, som kunne imødegå en række udfordringer i det eksisterende uddannelsessystem. Dette skulle ske gennem etableringen af et mere sammenhængende og fleksibelt uddannelsessystem. Projektet udmøntede sig i udarbejdelsen af et katalog af anbefalinger til udviklingen af uddannelsesområdet. Kataloget skal bl.a. danne baggrund for Naalakkersuisuts videre indsatser på folkeskoleområdet.”

I koalitionsaftalen står der bl.a. at ’der vil blive lagt stærkt fokus på bl.a. uddannelse’. Hvilke tanker har Peter P. Olsen omkring dette, hvordan skal dette punkt i koalitionsaftalen konkretiseres og hvornår? Peter P. Olsen siger:

”Det nye Naalakkersuisut ønsker en dybere diskussion internt i Naalakkersuisut af de udpegede emner, inden eventuelle initiativer igangsættes. Denne diskussion skal foregå i forbindelse med et seminar, som forventes afholdt i november i år. Endvidere kan der på Inatsisartuts hjemmeside findes en oversigt over de punkter, som skal behandles på Efterårssamlingen 2021. Blandt disse er ca. 15 punkter, som i større eller mindre grad vedrører forskellige dele af uddannelsessystemet, og heraf særligt tre lovforslag, der vedrører folkeskolen, vejledning samt videregående uddannelser.”

Forskningen

Forskerne på Ilisimatusarfiks Institut for Læring har kontakter i hele uddannelsessystemet, fra den lille bygdeskole i Østgrønland til departementet i Nuuks centrum. Hvad kan de gøre for at sikre, at de grønlandske børn i fremtiden er bedre rustet til ultimativt at sikre, at bl.a. det grønlandske velfærdssystem opretholdes? Mitdlarak Lennert siger:

”Det ville være idéelt, at når der er så få, der sidder med uddannelsesområdet i departementet, kommunerne og styrelserne, at man gør brug af den viden, der er i samfundet og som produceres af forskere. Men administrationssystemerne skal også været gearet til at kunne bruge forskningsresultaterne. Det er jo ikke noget, man bare lige kan tage op og implementere – det skal bearbejdes først, der skal afsættes tid til det fra både departementet og forskerne – og så skal der være en velvilje. Jeg tror, det er der, den største udfordring ligger. Der er brug for, at forskningen kan bruges i udvikling af administrationen af uddannelse i Grønland.”

På mit spørgsmål til forskerne om de kunne grave en positiv historie frem til afslutningen af denne artikel, svarede Mitdlarak Lennert grinende, at ”… jeg fik den samme kritik til mit ph.d.-forsvar – jeg havde alt for mange kritiske ting og ikke nok positive.” Så der er nok at tage fat på for forskerne.

Uffe Wilken

Kontakt: Lars Demant-Poort lodp@uni.gl. Mitdlarak Lennert mitl@uni.gl.

Introfoto øverst på siden: Dataindsamling i nord. Eleverne anvender temperatursensorer til et mindre projekt om albedo og temperatur i naturfagsundervisningen. iPad’en blev anvendt som datalogger (foto: Lars Demant-Poort).