FN’s Ocean Decade 2021-2030 skydes i gang – og Polarfronten er med

FN’s Ocean Decade 2021-2030 skydes i gang – og Polarfronten er med

1. juni 2021 Slået fra Af uw@polarfronten.dk

De næste ti år skal verdenshavene have mere opmærksomhed. Derfor har FN lanceret et Tiår for Havforskning og Bæredygtig Udvikling. Polarfronten har i samarbejde med DTU-Aqua lanceret en Ocean Decade hjemmeside.

Af Uffe Wilken, uw@polarfronten.dk

Hvad er det for et hav, vi ønsker nu og i fremtiden? Og hvad kan videnskaben gøre for, at vi får det hav, vi ønsker? Det er den overordnede opgave, som FN’s globale Ocean Decade 2021-2030 skal forsøge at finde svar på og løse.

Opgaven er stor. Verden står over for nogle store udfordringer – fra globale klima- og biodiversitetskriser og regionale trusler som tsunamier til lokale kollaps af fiskerier. Bæredygtig udvikling omfatter ikke kun miljø, men også økonomi, samfund, politik og jura.

Videnskaben kan i samarbejde med erhvervsliv, NGO’er, fonde, skoler, universiteter, lokale borgergrupper og engagerede folk levere nogle af løsningerne. Dernæst er det op til politikere og embedsmænd at få løsningerne i brug i praksis.

Der er pres på vores planet. Opgaven bliver ikke mindre af, at verden i 2050 skal brødføde 9,7 milliarder mennesker – to milliarder mere end i 2020. Derfor er vi nødt til at kigge mod havet. Der skal udvikles nye forretningsmodeller for en bæredygtig ”blå økonomi”, baseret på en bedre udnyttelse af havets ressourcer. Dette er også en del af FN’s Ocean Decade, såvel som at alle FN’s 17 Verdensmål ligger som et fundament for arbejdet i dekaden.

Rigsfællesskabet er med: Danmark, Grønland og Færøerne har sammen med de øvrige arktiske stater udarbejdet en handlingsplan – en Arctic Action Plan – for de kommende år frem til 2030.

Følg med!

I samarbejde med DTU-Aqua har Polarfronten og Det Grønlandske Selskab i dag lanceret hjemmesiden oceandecade.dk, hvor vi løbende vil dække rigsfællesskabets forskning – for det hav, vi ønsker.

Introfoto

Fiskekutter i Disko Bugt (foto: Uffe Wilken).