Vidne til udryddelse

Hvad udrydder først de østgrønlandske narhvaler – klimaet eller jagten?

Af Uffe Wilken uw@polarfronten.dk

I slutningen af januar blev der gjort officiel status over de grønlandske narhvalbestande – herunder også de østgrønlandske, som må betegnes som forvaltningens smertensbarn. På den ene side anbefaler naturforvalterne fangstkvoter på nul, dvs. et totalt stop for fangst i de næste år, fordi bestandene er alarmerende små. På den anden side vælger Naalakkersuisut at se bort fra rådgivningen og tildele kvoter, så der kan fanges narhvaler i de østgrønlandske fjorde fra Tasiilaq i syd til Scoresbysund i nord. Narhvalerne er en vigtig indtægtskilde for de få håndfulde fangere i Østgrønland, for salg af spækket – mattak’en – fra to-tre narhvaler kan sikre fangeren en acceptabel årsindkomst.

Men netop mattak’en er et problem, hvis man som narhval lever i de sydøstgrønlandske farvande. Med klimaforandringerne stiger havtemperaturen, narhvalerne får det varmere – men kan pga. spækket ikke komme af med varmen og søger derfor mod koldere farvande nordpå.

Hvis de østgrønlandske narhvaler forsvinder, hvad er så årsagen? Varmere vand, katastrofale kvoter eller måske en uskøn kombination af de to?

Strid om narhvaler

Bestanden af narhvaler i Østgrønland er inddelt i de tre forvaltningsområder Tasiilaq, Kangerlussuaq og Scoresbysund/Ittoqqortoormiit. For 2021 har Naalakkersuisut tildelt kvoter på hhv. fem, 10 og 25 narhvaler og faldende over de næste par år.

Rikke Guldborg Hansen er en af de biologer fra Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut), der fremlægger den omtalte status over narhvalerne for den nordatlantiske havpattedyrkommission (NAMMCO). Det er NAMMCO, der rådgiver Selvstyret omkring kvoter. Om situationen for de østgrønlandske narhvaler siger hun:

”Man bør undgå at fange narhvaler fra bestande på under 1.000 individer. Vi har angivet, at der var ca. 500 dyr i Scoresbysund, ca. 300 i Kangerlussuaq og nul i Tasiilaq i 2016, så det er for små bestande til, at man kan fortsætte med fangst. De kvoter, der er, er politisk bestemte. Man mener, at biologerne ikke har ret i deres vurderinger.”

Rikke Guldborg Hansen fortsætter:

”For Tasiilaqbestanden har vi i de sidste to flytællinger i 2008 set få og i 2016 ingen narhvaler. Det betyder ikke, at der ikke er nogen hvaler tilbage. Det betyder blot, at der er for få hvaler til at blive opdaget ifm. en flytælling. Og flytællinger er det eneste redskab, vi har til at se, hvor mange hvaler der er. At finde 20 narhvaler i Tasiilaqområdet er som at finde en nål i en høstak. Og det giver alligevel ikke nogen bestand af en størrelse, der kan udnyttes.”

At det er et dilemma og et politisk spændingsfelt, er der ikke tvivl om. Når avisen Sermitsiaq AG skriver om narhvaler og kvoter, medfører det en heftig debat i kommentarsporet. I samme avis angreb Henrik Sandgreen, formand for fanger- og fiskerorganisationen KNAPK, i sin nytårstale d. 3. januar 2021 biologerne og Naturinstituttet for manglende samarbejdsvilje overfor brugerne (fangerne), og at der derfor må tages politisk handling til, at Naturinstituttets ledelse sørger for at højne instituttets service efter erhvervets ønsker.

Især partiet Partii Naleraqs lokalafdeling i Tasiilaq krævede d. 10. januar sidste år i Sermitsiaq, at årets kvote på 10 narhvaler skulle forhøjes med den begrundelse, at fangerne ikke har andre indtjeningsmuligheder, og at de lever af dyrene. Med en ledighed i Tasiilaq på ca. 20% i 2019 er der ikke udsigt til at mulighederne forbedres, og man forstår fangernes frustration.

Når Naalakkersuisut i sin kvoteplan for 2020-2023 alligevel vælger at tildele kvoter til fangerne på trods af biologernes nul-anbefalinger, skyldes det hensynet til områdets kødforsyning og kultur, som beskrevet i en pressemeddelelse fra Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug d. 22. januar 2021.

En zombiebestand

Så hvad er der tilbage af narhvaler i Østgrønland. Mads Peter Heide-Jørgensen, også fra Pinngortitaleriffik, siger:

”Vi ser nu på, om der er flere småbestande i Østgrønland. Vi frygter, at hvert fjordsystem har sin egen lille bestand. Når fangerne så har fanget, hvad der var i Tasiilaq, flytter fangerne sig nordpå og jager hvalerne i den næste fjord. Vi har set, at de tager helt op til Nansen Fjord, og det tyder jo på, at de har udryddet de små lokale bestande på en 200 km lang kyststrækning. Der kan være små bestande på 10-15 dyr i fjordene – på Blossevillekysten er der 20 forskellige små fjorde, hvor der sagtens kan være småbestande tilbage.”

Man kan naturligvis ikke vide, hvornår DEN allersidste narhval er forsvundet fra Østgrønland. Men kan man på baggrund af hvaltællinger og fangster alligevel komme med forsigtige bud på, hvornår bestandene er forsvundet? Mads Peter Heide-Jørgensen forklarer:

”Kigger man på Scoresbysund, så er det, der er tilbage, det vi kalder en zombiebestand. Det vil sige, at det mest er gamle hanner, og hvor de reproduktionsdygtige hunner og de unge dyr er væk. Sandsynligheden for at fange en hun er faldet de seneste 10 år. Vi mener, det skyldes, at hunner med unger og unge dyr er lettere at fange, fordi de både er langsommere og ikke er så erfarne. Nu er der kun de gamle hanner tilbage, og de kan måske godt leve 20-30 år til. Fangstindrapporteringer fra de seneste 20 år viser, at antallet af hunner falder i samme takt som vores egne observationer.”

Narhvaler er (for) godt isoleret

De seneste årtier er den arktiske havis skrumpet betragteligt, og den traditionelle opfattelse har været, at narhvalerne er afhængige af havisen. Men det er ifølge Mads Peter Heide-Jørgensen forkert. Narhvaler findes også, hvor der er isfrit som fx i Scoresbysund om sommeren. Til gengæld er vandet stadig koldt – og det er det, der er afgørende. Mads Peter Heide-Jørgensen siger:

”Narhvalen er tilpasset en meget snæver temperaturniche og søger mest føden ved 1,1 grad. Det er ret specielt, og de kan ikke leve i vand, der er fire-fem grader varmt. De er meget velisolerede. Sammenligner man en narhval med et marsvin, som også forekommer i de samme meget kolde vande om sommeren, så har marsvinet næsten ikke noget spæklag. Marsvinet suser rundt hele tiden, men narhvalen har et meget tykt spæklag og svømmer relativt langsomt. Ligesom grønlandshvalen følger narhvalen det kolde vand. I Østgrønland er der varmt atlantisk vand og koldt polarvand, og hvidhvalen, grønlandshvalen og narhvalen er altid i det kolde polarvand. Det er på samme måde i Disko Bugt. Grønlandshvalerne smutter over til Canada, når det varme vand kommer i juni. Der flyder der koldt polarvand, som løber ud gennem det nordcanadiske øhav. Så de tre hvalarter har en kraftig tilpasning til polarvandet.”

I en artikel i tidsskriftet Science Reports i oktober 2020 påpegede forskerholdet med Mads Peter Heide-Jørgensen netop sammenhængen mellem forekomsten af narhvaler i hhv. kolde og knap så kolde havområder i Østgrønland, Canada og Vestgrønland. I de kolde områder ses mange narhvaler, i de varmere områder ses færre.

Mads Peter Heide-Jørgensen mener ikke, at de østgrønlandske narhvaler har en fremtid. Han forklarer:

”Vi har lavet nogle projektioner, som antyder, at hele området vil blive ubeboeligt for narhvalerne om 80 år, hvis vi forestiller os, at de nuværende mængder CO₂-udledninger fortsætter. Narhvalerne vil nok trække nordpå og forsvinde fra Østgrønland. Der bliver for varmt. Omkring Tasiilaq kan vi allerede nu se, at der er tropiske arter som fx tunfisk og makrel i store mængder. Intuitivt forventer man ikke at se narhvaler, når man også ser delfiner. Det er to økosystemer, der støder sammen, hvor narhvalen taber.”

Og det gør fangererhvervet så også.

Kontakt: Rikke Guldborg Hansen, rgh@ghsdk.dk, Mads Peter Heide-Jørgensen, mhj@ghsdk.dk

Boks: Narhvalen som naturressource

Ifølge Mads Peter Heide-Jørgensen er der langt flere penge i narhvalernes mattak end i stødtanden. Fangerne får gerne 150 kr. pr. kg. mattak, hvor prisen i Brugsen er på ca. 500 kr. pr. kg. For hver narhval kan fangeren få 20-30.000 kr.

På det lokale grønlandske marked bliver tanden solgt for 5-10.000 kr., hvilket Heide-Jørgensen mener er en lav pris i forhold til verdensmarkedet, hvor priserne ligger på 100.000 kr. Grønland har lavet sit eget eksportforbud mod narhvalprodukter, som er politisk bestemt for at overholde CITES-konventionen. Her må man kun eksportere dyr, som man ved er fanget bæredygtigt. Det kan Grønland ikke overholde som følge af den rådgivning på kvoter, der er. Det kan altså bedre betale sig at fange narhvaler for at sælge mattak’en.

 

Boks: Stor bevilling til forskning i narhvaltænder

Grønlands Naturinstitut modtog i december 2020 en bevilling på 10 mio. kr. til et tværfagligt forskningsprojekt i narhvalens tand.  Bevillingen deles med Aarhus og Gøteborgs Universiteter og starter i 2021. Projektet skal undersøge flere forskellige biologiske, kemiske og fysiske aspekter af stødtanden. Naturinstituttet skal blandt andet undersøge indholdet af hormoner og grundstoffer i de enkelte vækstlag, som stødtanden er opbygget af. Forskerne kan bruge disse data til at undersøge narhvalens livshistorie og populationsstruktur, dvs. hvor gammel hvalen bliver, hvornår den bliver kønsmoden og får sin første unge, hvad den spiser i forskellige perioder i livet og gennem tiden, og hvilke bestande de undersøgte individer tilhører og deres migrationsruter. Forskerne skal også undersøge, hvordan miljømæssige forandringer som følge af klimaforandringer bliver indlejret i narhvalens tand og hvilke konsekvenser sådanne forandringer har for narhvalerne. Dette er viden som vil indgå i fremtidens forvaltning af de grønlandske narhvalbestande.

Læs mere på https://natur.gl/year/2020/naturinstituttet-modtager-stor-bevilling-til-forskning-i-narhvaltaender/

Mere info

Kortlægning af de østgrønlandske narhvaler (Polarfronten, nr. 2/2018, side 46-51).

Clicks, calls og buzzes (Polarfronten, 22. oktober 2019).

Fakta om narhvaler (Pinngortitalleriffik/Grønlands Naturinstitut).

North Atlantic Marine Mammal Commission (NAMMCO).

KNAPK.

Naalakkersuisut, Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug: Kvoter og andre begrænsninger.

The impact of rising sea temperatures on an Arctic top predator, the narwhal (Chambault et al., Scientific Reportsvolume 10, Article number: 18678 (2020))

Some like it cold: Temperature‐dependent habitat selection by narwhals (Heide-Jørgensen et al., Ecology and Evolution 22 July 2020).