Community fokus på psykisk sundhed i Grønland

Denne artikel handler om psykisk sundhed i et communityorienteret perspektiv. Der sættes fokus på selvmordet, som er blevet kaldt en folkesygdom i Grønland. Selvmordet er en ekstrem eftervirkning af ikke-håndteret psykisk sundhed på individ- og samfundsniveau.

Af Steven Arnfjord, star@uni.gl

Grønland har et selvmordstal, der gennem en lang årrække har været blandt verdens højeste. Nedenfor ses en nyere statistik over selvmord:

 

 

 

Grafen illustrerer et årligt gennemsnit på over 47 selvmord over en 30-års periode. Sammenligner man med den seneste rapport om psykisk sundhed fra WHO, så betyder en sammenlignelig omregning til selvmord pr. 100.000 indbygger, at Grønland har et selvmordsantal på 84.

I nedenstående ses et gennemsnitstal fra WHO’s regioner:

 

 

Det er en problemstilling, som dele af den psykologiske videnskab og sundhedsvidenskaben foreslår håndteret med fokus på individer, og som med fordel kunne suppleres med et fokus på community.

Psykisk sundhed i et sociologisk perspektiv

I Grønland har vi længe haft fokus på psykisk sundhed blandt unge, som et individuelt psykologisk problem i forhold til at forstå forebyggelse mere socialt orienteret. Det er en problemstilling, som er rejst tidligere.

I den community-psykologiske tilgang til psykisk sundhed har professor Peter Berliner ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) arbejdet med psykisk sundhed i et tæt forhold til grønlandske kontekster med projekter i Nanortalik, Tasiilaq og senest i Maniitsoq omkring det at genfinde glæden ved livet. Der er i projekterne taget afsæt i resilience-begrebet, som kan forstås som psykologisk og socialpsykologisk modstandskraft. Det er alt sammen studier, som har ungdommen som et forskningsområde – og med et fagligt perspektiv på den psykiske sundhed.

En årsag til et fokus på resilience handler om Grønlands erfaringer med, hvordan selvmordet, som tidligere nævnt, er en ekstrem konsekvens af ikke-italesat psykisk sundhed. Når man som forfatteren er vokset op i Grønland, så er psykisk sundhed ofte noget man tidligt erfarer direkte på sit sociale nærmiljø gennem selvmordene. I ens netværk er det nærmere reglen end undtagelsen, at man møder studerende, venner, familier som alle har haft selvmord inde på livet via primære eller sekundære netværk. Det handler om kærestesorger, som er gennemgående forklaringer – der igen er en ungdomsbetingelse.

Fra individ- til communityfokus

Socialvidenskabeligt har selvmord i Grønland været studeret af blandt andre Thorslund og Flora – hvor førstnævnte diskuterer koblingen til effekten af koloniseringen i 1970’erne. Thorslund peger endvidere på, at den tidligere forebyggelsesindsats i Nordcanada var præget af panik og politiske krav om handling, og først senere i mere lovende grad satte fokus på lokalsamfundets rolle.

Af nyere antropologiske studier er der Janne Floras arbejde, som afviser, at f.eks. Qivitoq-begrebet (fjældgængere) kan kobles til selvmordet i moderne forstand. Selvmord, som hun observerer det, er følelsesforstyrrelser relateret til ikke-gengældt kærlighed, fortrydelse, følelsen af at blive efterladt samt intens ensomhed.

Når vi ser på de nyere tilgange til at styrke den psykiske sundhed, så har tilgangene tidligere været overvejende individuelt orienterede. Det har fx været fokus på uddannelse af fagpersoner, studievejledning, telefonhjælpelinjer, psykologsamtaler, fokus på familie og pårørende. Folkesundhedsperspektivet har i denne sammenhæng givetvis nogle udfordringer i manglen på en horisontal spejling. Den seneste nationale strategis effektivitet fra 2013 kan fx ikke ses i selvmordstatistikken. Lokalsamfundets rolle i forbindelse med forebyggelse og støtte er kun berørt i et begrænset omfang i de offentlige strategier. Dette til trods for at der flere gange i den socialvidenskabelige forskning er blevet peget på dette element som en del af en samlet forebyggelsesindsats.

Erfaringer fra udlandet

Lokalsamfundsindsatser viser sig at have en dokumenteret effekt. Eksempelvis fik Finland med en national strategi mod selvmord – som blev implementeret blandt professionelle og i samfundet – knækket landets selvmordskurve i 1990’erne. Et andet eksempel kommer fra byen Buffalo Narrows (1.100 indb.) i den canadiske provins Saskatchewan. Her var man ramt af selvmord, og befandt sig i en konsekvent krisesituation. Situationen blev forandret ved hjælp af en community-psykologisk tilgang, hvor fokus blev lagt på lokalsamfundet og den sociale indsats. Indbyggerne i Buffalo Narrows rykkede sammen om at styrke den psykiske sundhed:

 

 

Det gennemgående for nationale planer, som søger at forbedre psykisk sundhed, er, at der ikke findes enkle løsninger. Der er tale om indsatser, hvor man sætter ind på flere områder – f.eks. familien, de professionelle og lokalsamfundet.

… og tilbage igen

I nyere forskning kommer der flere vigtige udmeldinger omkring community-indsatser. Det er indsatser, som ikke altid har samtaler omkring følelser i centrum. Det kan der være gode grunde til, for at tale om følelser kræver træning. Det er ikke blot at åbne munden og snakke. Det er ikke engang sikkert, at man har et ordforråd til at begrebssætte, hvad der sker i kroppen og i sindet, når man oplever noget som frustrerende eller håbløst. Filosoffen John Dewey snakkede om at sætte fokus på refleksionen og de refleksive spørgsmål som en del af opvæksten. Det er ikke tilstrækkeligt blot at tænke over noget. Det er refleksionen over læringen – eller aktiv, vedvarende og omhyggelig overvejelse som udgør refleksionen. Refleksive spørgsmål er grundlaget i førskoleforordningen Meeqqerivitsialak og skoleforordningen Atuarfitsialak. Forordningerne kan tolkes som et opgør med en forældet samtalekultur, hvor de voksne taler til børnene i stedet for at tale med børnene. Fokus lægges på den demokratiske samtale med inddragelse af barnet som deltager i eget udviklingsforløb. Helt på linje med børnekonventionens kapitel 9 om børns ret til at blive hørt.

Et fokus og et fælles ansvar omkring flere refleksive spørgsmål og en forventning om en øget refleksiv tilgang kunne bidrage til samfundets psykiske sundhed. Første skridt er betroelsen og tilliden. Det er elementer, man f.eks. i ungdomsforskningen skulle forstå bedre. Hvem betror unge sig til i dag, hvem kan de have tillid til? I de tidligere MATU-projekter blev der etableret tillid gennem fysiske aktiviteter og gennem et pædagogisk tilstedevær.

Aktiv lytning

Man har længe forstået sociale indsatser som en gateway til at få kontakt med fx de unge eller andre grupper, som vurderes til at have lavt psykisk velvære. I praksis er det ikke realistisk at uddanne korps af semi-terapeuter, der skal jagte borgere rundt i Grønlands gader og spørge ind til deres mentale sundhed. Vi skal have etableret en generel indsigt (awareness) gennem det allerede igangværende forebyggelsesarbejde. Det være sig hos idrætstrænere, klubmedarbejdere, skolelærere, faglærere, ansatte i Majoriaq, pædagoger mv.

Først og fremmest kunne man udstyre dem med hvad psykologen Ernst Peilmann kaldte en lytte-instruks. Peilmann der også selv var bekymret for selvmordene.

Det bliver til en psykologi, hvor fokus er på det værende. Når f.eks. et ungt menneske tager kontakt angående bekymringer, så handler det om et tilstedevær og aktiv lytning. Hvad bliver der sagt? Det kan ikke sidestilles med, at man skal kunne forstå og løse de unge menneskers problemer. Det kræver en faglighed med specialkundskaber – men alle kan ifølge Peilmann lære at lytte.

Virkningsfulde målbare og langsigtede indsatser

Fælles for indsatserne bør man sikre sig, at det man ønsker at forebygge, er målbart. Man skal kunne forstå hvilke forebyggelsestiltag, der virker eller ikke virker.

Vi kan slutteligt konstatere, at psykisk sundhed er en problemstilling, som ikke kan kobles alene til én faglighed eller ét domæne i det grønlandske velfærdssamfund. Det er et samlet samfund, som skal løse dette – og det kan effektueres via sundheds- og socialpolitiske strategier for indsatser, som har mål og delmål, og som er målbare, således at de kan følges løbende, og at vi kan evaluere indsatsen.

Samtidig med at man forsker i og monitorerer Grønlands psykiske sundhed, så skal vi have et parallelt praksisrettet spor med den igangværende forebyggelse, og en forebyggelse som skal kunne underkastes en kritisk evaluering med henblik på løbende fremskridt. Det bør være en indsats, som er brolagt af små succeser – der sidenhen tegner et positivt billede af, at psykisk sundhed, udover at være et individuelt forhold i særdeleshed, er et samfundsmæssigt anliggende.

Om forfatteren: Lektor og leder af Afdeling for Samfundsvidenskab på Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet).

Læs også: Grønlands sundhedsvæsen på briksen

Introfoto: Arkivfoto (Uffe Wilken).

Litteraturliste og links

Berliner, P., Hackesberg, S., & Refby, M. H. (2005). At Fare Vild Sammen. Frydenlund.

Berliner, P., Larsen, L. N., & Soberón, E. D. C. (2012). Case Study: Promoting Community Resilience with Local Values – Greenland’s Paamiut Asasara. In M. Ungar (Ed.), The Social Ecology of Resilience – A Handbook of Theory and Practice. New York: Springer.

Dewey, J. (2009). How we think. Dover Publications.

Flora, J. (2019). Wandering Spirits : Loneliness and Longing in Greenland. Chicago: University of Chicago Press.

Naalakkersuisut. (2013). National strategi for selvmordsforebyggelse i Grønland 2013-2019. Nuuk.

Peilmann, E. (1998). Selvmord i Grønland. Psykolog Nyt, 52(11), 12–15.

Thorslund, J. (1992). Ungdomsselvmord og moderniseringsproblemer blandt Inuit i Grønland. Holte: SocPol.

World Health Organization. (2018). Mental health atlas 2017. Geneva, Switzerland: World Health Organization.