Indbydelse til foredrag om Knud Rasmussen og arven efter Knud Rasmussen

12. november 2014

Den 23. november 11:00 – 16:00 i Nationalmuseets festsal.

Knud Rasmussen selskabet på Nationalmuseet

Indbydelse til foredrag om Knud Rasmussen og arven efter Knud Rasmussen den 23. november 11:00 – 16:00 i Nationalmuseets festsal. Indgang fra Ny Vestergade 10, København K.

I anledning af vores 10 års jubilæum indbyder Knud Rasmussen Selskabet til 3 spændende foredrag som foregår i Nationalmuseets festsal.

Kl. 11.00 introduktion samt foredrag af Professor Kirsten Hastrup: Knud Rasmussen og videnskaben

Med speciel henvisning til Den literære Ekspedition, samt Anden og Femte Thuleekspedition belyses Knud Rasmussens syn på videnskaben og på hans eget bidrag til den. Det diskuteres også, hvordan samtiden så på det, og hvad der er blevet stående som videnskabelige resultater. (Kirsten Hastrup er bl.a. forfatter til bogen:  ”Vinterens Hjerte Knud Rasmussen og hans Tid”)

Kl. 12.15 – 13.15 frokost. Nationalmuseet har en cafe som er åben, hvor man kan købe forfriskninger samt snacks.

Kl. 13.15 Formand for Knud Rasmussen Selskabet Claus Oreskov: Eskimoen som helt

Med 5. Thule ekspedition blev Knud Rasmussens livsdrøm til virkelighed. Ekspeditionen besøgte de fleste inuit/eskimo bopladser i Canada, Nord – Alaska og Sibirien. Resultatet blev en rigdom af etnografiske og arkæologiske beskrivelser; fotos, film og etnografika. Eskimoerne/Inuit er ekspeditionens virkelige helte og vi skal høre om de mange forskellige folk og snurrige personligheder ekspeditionen traf på. Ligesom ekspeditionens formål og indsats bliver gennemgået.

Kl. 14.45 – 15.00 pause.

Kl. 15.00 Lektor Knud Michelsen: Vejen til Thule

I sit foredrag fortæller Knud Michelsen om sin netop udkomne bog Vejen til Thule – Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder, 1902-10. Den handler om de spændende læreår fra den litterære ekspedition frem til Freuchen og Knuds afrejse i 1910 og viser bl.a. med fremdragelsen af en hidtil ukendt rapport, at Knud i disse år var stærkt engageret i grønlandspolitikken. Desuden kastes nyt lys over baggrunden for oprettelsen af handelsstationen og – med en række breve fra Dagmar til Knuds søster Me – baggrunden for Dagmar og Knuds ægteskab i 1908.

Knud Michelsen er bl.a. forfatter til bøgerne: ”Den Unge Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder 1893- 1902” og ”Vejen til Thule – Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder, 1902-10.”

Kl. 16.00 Slut. OBS: Der er tale om et åbent og gratis arrangement.

Arrangementet er støttet af VELUX FONDEN

Med venlig hilsen Claus Oreskov formand for Knud Rasmussen Selskabet

Mobil: 30722576  e-post: info@infonor.dk

Forrige indlæg:

Næste indlæg:


Polarfronten udgives med venlig støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, Aage V. Jensens Fonde og Miljøstyrelsen.
© 2012 Copyright Polarfronten